1.
Hvor sig Skjebnen hurtig vender!
Du som nys mig holdt i Fængsel
Aabner det nu selv med Længsel
Og mig bær paa dine Hænder!
Nys af Mørke dybt besværet
Seer jeg atter Dagens Flamme
Og to Øjne med det Samme,
Saa jeg blændes fast ved Skjæret!
Jeg er underlig tilmode, —
En saa pludselig Forandring
Paa mit Livs saa korte Vandring
Er vist neppe til det Gode.
Haabet skal mig ej fortrylle,
Og jeg veed, jeg arme Stymper
Naar af Fængslet du gjør Strømper
Bliver jeg vel til en Krølle!
2.
Jeg stakkels lille Strikkebrev!
Min Fader raabte neppe „lev”!
Før Du fik fat paa hvad han skrev
Og bort fra Dagens Lys mig rev.
Du har en Maade vist som Faa
De spæde Børn at svøbe paa,
Du snør dem ind fra Top til Taa —
Er det at handle med de Smaa?
Jeg laa i Dage, laa i tre,
Nysgjerrig hvad der vilde ske,
Men aldrig fik jeg Dig at see, —
Imellem hørte jeg Dig lee.
Jeg hørte Sange fra Din Mund,
Du gav et Ryk fra Stund til Stund,
Jeg vidste ikke ret Din Grund, —
Ah, tænkte jeg, nu vugger hun.
Men nu kom Ryk hvert Øjeblik —
Mig Syn og Hørelse forgik,
Jeg veed ej meer til Punkt og Prik
Hvordan Du mig i Haanden fik.