En Lærke sidder paa sin Pind og kvæder,
En Smule Grönsvær har den i sit Buur,
Der hænger paa el faldefærdigt Skuur
I et af Byens snevre, skumle Stræder.
Den mistet har sin Friheds Morgenglæder,
For Skov og Græsmark i den fri Natur
Den seer en Rendesleen, en revnet Muur,
Til Selskab har den stygge Börn, som græder.
Den höres ikke af sin ömme Mage,
Dens Sang besvares kun af Raab med Reier,
Naar Smeden hamrer, kan man knap den mærke;
Men ligefuldt sin Elskovs söde Klage
Af fulde Bryst den synger, som den pleier. —
O, hvis den tav, var Fuglen ingen Lærke!