Kast afveien den livlöse Tanke,
Som kun Tvivl og Forvirring kan sanke
Og om Sjælen sig snoer lig en Ranke,
Der vil kvæle det vaargrönne Löv!
Ei forkröben, fortrykt over Bogen
Sid bestandig i Kakkelovnskrogen;
Hold ved Gjerninger Livskraften vaagen,
Pust tilsiden alt Bogormestöv!
Bort med Længsel og fölsomme Sukke,
Trygl ei længer de grusomme Smukke,
Ei blödagtigt din Tanke du vugge
I et kjælent, forsagt Sværmeri!
Svagt dit hvælvede Bryst tör ei stönne,
Du med Ringeagt Trolöshed lönne,
Vær ei Træl af hovmodige Skjönne,
Riv fra Elskov dig lös og bliv fri!
Spil ei Cithrens södt bævende Strænge,
Hvis hensmeltende Toner saalænge
Gjennem Nætternes Ro du lod trænge
Til de Knibskes tillukkede Buur;
Stærke Fæstninger stolt du beleire,
Strid i Nederlag eller i Seire,
Du med Vaabengny Dagene feire,
Blæs den mægtigt opflammende Luur!
Iblandt Kvindfolk med leflende Blikke
Feigt bagtalende sidde du ikke;
Mellem Mænd du dit Mjödhorn udstikke
Og istemme frimodigt en Sang!
Denne Drivhuusluft maa du forjage,
Du paa Söstormens Luftninger smage,
Hold dig ikke fra Faren tilbage,
Thi til Magt gaaer den farlige Gang!
Spær i Huuslivet ikke dig inde,
Det tilfredsstiller Barn kun og Kvinde;
Hold dog op med din Vandring at binde
Lig en Pebling lil Fru’ntimmerskjört!
Du er Mand, hele Verden din Sphære;
Hvor de ædleste Livskræfter gjære,
Frem til Kamp for Navnkundigheds Ære
Paa Historiens Skueplads styrt!
Du skal lære, imedens du feiler,
Ei forgjæves til Krandsen du beiler,
Naar i Heltenes Daad du dig speiler
Og har Dygtighed meer end af Navn;
For dit Mandemod Skrankerne viger,
Op paa Hæderens Bjergtop du stiger;
Af sig selv de forelskede Piger
Synke smægtende huldt i din Favn.