En Foraarsdag ved Bredden af en Kilde
I Læ af friske, lysegrönne Böge
Et oprömt Selskab hörtes freidigt spöge;
Kun jeg sad indesluttet, tavs og stille.
Forgjæves saae jeg Solens Straaler spille,
Forgjæves hörte jeg de muntre Gjöge,
Forgjæves lod jeg kloge Mænd forsöge
Med Skjemt og Alvor at min Sorg formilde.
Jeg blændet var af Glandsen fra det Höie,
I Verden saae jeg Mörke kun og Tomhed,
I Tanken kun et Lys, som Intet viste.
Da fæsted du paa mig dit klare Öie,
Der saae jeg Elskovs Ild og himmelsk Fromhed;
Forenede vi Livets Skjönhed priste.