Aa, var jeg den Fiskerpige,
som tørrer i Sol sit Net!
Aa, var jeg den Fiskerpige,
hvor slog da mit Hjærte let!
Saa vilde jeg sidde ved Stranden
og vugge mit Barn i Skød
og tænke de gladeste Tanker,
som endnu paa Jord blev fød!
Saa vilde jeg binde min Hue
og snøre mit Vadmelsliv
og spørge min Ven, om Huen
ej klædte en Fiskers Viv!
Og alle de glidende Bølger,
som hvisked mig Elskovsord,
dem vilde jeg trille som Perler
paa Mindets bævende Snor —
Alle de Sange, jeg kendte,
de skulde synge hans Navn,
og alle de Tanker, jeg tænkte,
gemme sig ind i hans Favn.
Aa, var jeg den Fiskerpige,
som brunes i Sol og Vind,
jeg lukkede Lyset og Livet
og al Guds Kærlighed ind!
Jeg løfted mit Barn paa Armen:
Døm, Herre! fordøm mig frit!
Det Barn fordømmer Du ikke —
Barnet er hans og mit!