Jeg hader dette Lands Kvinder!
alle dem, jeg ved Hove saa!
Der er Kvinder i Vadmelsklæder,
Kvinder med Borgerhue graa,
dem tror jeg paa!
De andre er ikke værdig
at kysse min mindste Taa!
De fleste havde sig mange,
de færreste havde sig faa —
ingen af dem, jeg saa,
havde sig èn alene
at elske og stole paa!
Alle de Kvinder, jeg kendte,
var flygtige Folk, som elsked i Flok;
jeg kendte kun til at elske
èn eneste — han var mig nok!
Rigerne raader med kongeligt Blod,
som var det en livløs Ting!
Hvem kan da undres over,
at Blodet gør vilde Spring!
Den fattigste Kvinde har Ret for sit Liv,
hvor ringe hun findes —
om Armod bandt hende nok saa haardt,
sit Hjærte giver hun selver bort,
den Ejendom er hendes!
Men Dronningen paa sin Trone,
Kongen, som fører sit Scepter med Glans,
og Prinsen, som venter hans Krone,
fattige Fanger saa maa de sig kalde:
den dyreste Ret — deres Hjærtes Ret —
er nægtet dem alle!
Hvornaar, hvornaar dog kommer den Tid,
af alle størst,
da Mennesker kræver for al Ting
at være Mennesker først?
Kommer den nogensinde,
da vil jeg rejse mig op fra min Grav,
hvor jeg længst laa Lig,
og hilse den med et Glædesskrig!
et Glædesskrig, som skal runge
med Kraft af Aartusenders Krav!