Jeg vaagner saa tit i det aarle Gry,
naar Kronborg sit Fyr mon slukke,
strækker min Haand over Sengen ud
med tusend skælvende Sukke
og tror, jeg gynger en Vugge —!
Men Pladsen er tom, og Stuen mørk,
og Puslingen finder jeg ikke.
Hvem vaager vel nu ved den lille Seng?
Hvad nytter, at blødt hun kan ligge —
Hun fryser for kolde Blikke!
Jeg bar hende ind til Livet med Fryd,
min Kærligheds dyreste Minde!
Den Morgen, de førte mig fangen hid,
da skreg i min Sjæl det inde:
Tag al Ting — kun ikke hende!
Saa lidt har jeg kendt til Fred i mit Liv;
men lo hun i mine Arme,
listed den sig dog over mit Sind
med underlig stille Varme,
som Lys fra Vinduets Karme — — —
Min lille Prinsesse! Min Pusling fin!
Jeg kysser med Graad dine Hænder:
Mer fattig Du er end det Tiggerbarn,
som nede paa Gaden render —:
Det har dog en Mor, det kender —!