Du rækker mig Hænderne trygt og frit,
vil i mine holde;
der var Hænder, som fatted om dine tit,
som ledede ømt dine snublende Skridt —
Du ler og springer og aner lidt,
at de Hænder er kolde!
Dine Øjne varmer som Sol paa min Vej,
selv naar de er lukte;
der var Øjne, hvis Fryd var at stirre paa dig,
Øjne, der mødtes i dine med mig —
Du synger og danser og aner ej,
at de Øjne er slukte!
Du lokker med Kys, naar din Haand er tom —
dine Kys er saa bløde —
Der var Læber, som jublede, hver Gang Du kom
Læber, som mindede dine, og som
gav Liv i din Leg — ak, hvad ved Du nu om,
at de Læber er døde —!