Sagte som Sang
til en fin Spinet
sidder Stæren og fløjter
med høj Falcet!
Der svares langt borte —
det biir en Duet!
Saa igen! En Terzet
med Fioler og Fløjter
og Klarinet!
Ingen har som Stærene
Sol over Vingen,
tindrende, glittrende
Solguld — ingen! —
Jeg har selv haft Sol paa Vingen.
Aldrig har jeg let,
som naar Stærene fløjtede
en Elskovsduet,
men heller aldrig, aldrig
som da har jeg grædt. —
Det hænder i sildige
Sommerdage,
naar et Uvejr er omme,
dreven af et strømmende
Regnskyl tilbage,
at Stæren sidder udenfor
mit Vindu herinde
og pudsler sine Fjedre
og faar dem til at skinne,
synger ikke højt,
men fløjter kun let
som til Toner af en fin
gammel Odelsspinet,
fløjter saa vaarligt
henrivende som ingen:
Jeg har endnu Sol paa Vingen!
Det hænder ogsaa mig,
naar i ensomme Uger
jeg har dukket mig for Stormene,
som isner og knuger,
at med et jeg begynder
at rejse mit Hoved
efter Uvejrets Øde
og frejdig se de tungeste
Dage imøde —
da hører jeg Toner
af en Foraarsduet:
Violin! Klarinet!
og føler mig trøstet —:
Jeg har endnu Sang i Brystet —!