Jeg, som har elsket den fri Natur
fra den straalende Sol til den sorte Bille,
hvordan skal jeg leve uden et Fløjt
af en Stær — og uden en Lærketrille!
Du store, altid larmende Stad!
Aldrig faar Du mit Hjærtes Varme,
den har jeg gemt til en lille By
med drivende Sol over Vinduskarme.
Du store, altid larmende Stad!
Aldrig faar Du min sidste Tanke,
den har jeg gemt til en gammel Gaard
med Dug over Murenes Vinløvsranke.
Aldrig faar Du mit sidste Suk,
det, hvori Du min Sjæl kan mærke!
Det har jeg gemt til den sorte Stær,
det har jeg gemt til den brune Lærke —!