Du lyse, lyse Løvspind
imellem de høje Stammer!
Du vuggende fine Silkeslør,
hvis Duft af Vaar gør mig ganske ør!
Over den mørke Ungskov,
hvor Ræv har Hule og Muldvarp Bo,
spænder Du ud din Hængebro,
din vuggende, lyse Verden —
og Solen danser paa Silkesko
ind i dit Brudekammer!
Du lyse, lyse Løvspind
imellem de høje Stammer —!
Min Sjæl er tung og ensom
lig Ungskovens mørke Graner,
den trænger til Lys af dit Bøgekrat,
sprunget ud, sprunget ud paa en eneste Nat!
Aa, drag dine Nætters Foraarsdug,
drag dine Dages Solskinsfnug
over mine saarede Minder,
som bløder under de tunge Hug
af mit Hjærtes glødende Hammer!
Du lyse, lyse Løvspind
imellem de høje Stammer —!
Jeg gemmer mit Savn bag Løvet,
inde hvor Fugl har Rede;
jeg drukner min Sorg i dit Silkeskød,
Du skinnende Bøg med Kjortel blød!
Jeg nynner en Sang, — en gammel,
hvis Minde, er som en fin Musik,
en Sang, der gennem mit Hjærte gik
alle de lyse Nætter
som en drivende Dug, en Læskedrik
for Hjærtets ødende Flammer — —
Du lyse, lyse Løvspind
imellem de høje Stammer — — —!