Jeg sejler mig ind i den tavse Nat
under Duft af Røgelseskyer —
jeg sejler mig ind i den tavse Nat
gennem gamle hollandske Byer —
Fra Taarnet klinger et Klokkespil
med Ekko fra Byens Porte,
dirrende over Kanalernes Dyb —
et andet svarer langt borte.
I Kirken nærved det gamle Torv
et Christusbilled er skaaret,
vrimlende fuldt er Korsets Træ
af friske Roser fra Aaret.
Fattig og rig og halt og blind
sin Blomstergave har baaret,
smykket med Roser den blege Fod,
hvor Blodet rinder af Saaret.
Havde jeg Roser her i min Haand,
om kun den ringeste liden,
og havde jeg Roser i tusendtal,
jeg lagde dem dèr ved Siden!
Jeg har ikke Roser, jeg har kun Bund
af bløde, dirrende Strenge,
hvor Tanker vies ved Klokkespil
og toner tilsammen længe.
Jeg har ej brændende Røgelsekar,
jeg har kun en Sjæl, som lider,
en Sjæl, som lukker sig bævende op
for gamle og nye Tider —
— en Sjæl, som gemmer paa viet Grund
Erindringers tonende Række
og løfter kun i en viet Stund
sit hellige Alterdække.
Dens Vievandskar er det Tankedyb,
hvori den sig ensom dukker,
dens brændende Bøn er den Alterglød,
hvor Ilden sig aldrig slukker —!