Det dufted i Æblehaven,
der dryssed Blade paa Sti,
hos mig gik den, jeg elsker
og nynned en Melodi —
Jeg kyssed de blomstrende Grenes
røde, duftende Rand,
og han, som mest jeg har elsket,
det samme gjorde og han! — —
Ryddet er Æblehaven,
kun Tidsler gror over den —
borte er den, jeg elsker,
og han kommer aldrig igen.
Men ser jeg en Æblehave,
hvor helst jeg kommer forbi,
da hører mit Øre en gammel
vemodig kær Melodi — —
Jeg bøjer de blomstrende Kroners
røde duftende Rand,
og da maa jeg kysse dem alle
og længes mit Hjærte i Brand!