Gyldenregnen saa fin, saa fin
fælder over Haven sit Flor —
Gyldenregnen har Bud til min Sjæl
Bud fra en, jeg elsker og tror.
Gyldenregn ringed Livet ind,
første Gang jeg hørte hans Sang,
Gyldenregn over alle Skyr
kimer ind vort Gensyn en Gang!
„Giv mig dine Tanker!
Kommer da Døden,
og det lakker mod Nat,
vil jeg lukke mine Øjne
med Bøn for din Lykke
og føle, at jeg følges
af den dyreste Skat:
alle dine Tanker!”
Ak, I unge Dage,
frydfyldte, fagre,
da den Sang jeg dig skrev!
Selv jeg maatte lukke
med Graad dine Øjne,
selv føle, Sorgen
i min Hjærterod rev —
Ak, I unge Dage!
Fattig er jeg bleven.
Hvad kan jeg give
det Minde, jeg har kært!
Du gav dine Tanker,
intet kan jeg give,
der mod denne Gave
har ringeste Værd —
Fattig er jeg bleven.
Tag mod mine Sange!
Du lyttede saa gærne,
da dit Støvøje saa —
nu søger de at naa dig
vide over Grænsen
og ude over Vidder,
ingen levende naa —
Tag mod mine Sange!
Gyldenregn, kære,
kaldte jeg dem alle,
for det Navn gemmer Sang!
Gyldenregn stod i
vor første lille Have,
blomstred hvor en lille
bitte Vugge fik Gang —
Gyldenregn, kære!
Gyldenregns-Minder,
hvisker om din Gravhøj,
ved Dag og ved Nat —
Tænk, naar Du dem hører,
paa en, som bittert savner,
og føl, at end Du følges
af den dyreste Skat:
alle mine Tanker —!