„I den lyse, fugtig milde Nat
sidder ensom jeg ved Søens Vande;
Stjærnen tindrer i det fjærne mat,
Maanen ses bag Skovens mørke Rande.
I den sommerklare Natteluft,
mens fra Engen varme Dampe stiger,
blandet med en krydret Blomsterduft,
blandt de bøje Stammer bort jeg viger.
I den tavse, maanelyse Stund,
mens paa Engen Elverpiger danse,
svævende paa blomsterklædte Bund,
lokkende med Sang og fagre Kranse.
mens de Kreds om Vandringsmanden slaa,
glider lydløst jeg fra deres Side
ind, hvor deres Fryd mig ej kan naa,
fuld af Savn og lønlig Hjærtekvide.
I den skjønne, lyse Sommernat
synger jeg om mine Sorger mange; —
kom hver Blomst og Urt i grønne Krat,
kom og lyt til Elverpigens Sange!“
Jeg svang mig i Dansen over Engbundens Pragt
gjennem Skovene ind,
jeg var ung, jeg var let som min luftige Dragt,
varmt blussed min Kind. —
Og jeg dansed fra alle de andre med Lyst
paa min svævende Fod,
ti den Jubel, som fyldte mit bankende Bryst,
ingen af dem forstod.
Helst jeg svang mig alene med Ungdommens Fryd
mellem Skovbundens Trær,
hvor jeg hørte kun Dugdraabers raslende Lyd
under Fuldmaanens Skjær. —
Og jeg skjulte mig hist i det løvede Krat;
det var Midnattens Tid,
alt var tyst i den kølige, duftende Nat,
da kom Ridderen hid!
O jeg saa’ ham! — saa ædel og stolt var hans Gang
og hans Øje saa lyst;
I mit Hjærte en hævende Tonestreng klang,
og det skjalv i mit Bryst;
fast jeg glemte min dragende Magt og min Dans
for at skue ham helt,
ti jeg var ej min egen, — nu var jeg kun hans,
og min Sjæl var som delt. —
Da han saa mig; — han aabned med Jubel sin Favn,
og jeg sank til hans Bryst,
og jeg følte, jeg havde mig fundet en Havn
ret som Bølgen ved Kyst; —
fuld af Elskov han saa’ mig i Øjnene ind,
— o, hans Blik var som Ild! —
og han gav mig vel tusende Kys paa min Kind,
og hans Røst var saa mild.
Med sin Haand om mit Liv, ret saa tillidsfuldt lagt,
han nu Troskab mig svor,
og jeg brugte dog ingen besnærende Magt,
ingen tryllende Ord, —
men jeg hørte hans Løfte, og dybt i min Sjæl
det med Jubel gjenklang,
da jeg bød ham med sitrende Stemme Farvel
i den lydløse Vang.
Og jeg saa’ ham at stirre af Elskov berust
did, hvor jeg ham forlod,
saa’ ham vandre af Skilsmissens Smerte som knust
bort paa langsomme Fod;
og jeg vidste, han vilde mig søge igjen
paa det selv samme Sted,
og jeg vidste, jeg havde mig fundet en Ven,
og mit Hjærte fik Fred.
Fra den Stund, da han gik for at søge mig ud,
fra den Stund var jeg Lykkens og Glædernes Brud,
fra den Stund var mit Hjærte saa let som min Fod
selv jeg forstod
ej den glødende Varme, der kom i mit Blod.
Naar vi sad under Egen i Aftenens Fred
eller vandred i Skoven med langsomme Fjed,
naar han kyssed min Pande og talte saa ømt,
blanded Alvor med Skrømt,
da mig tyktes det hele, som var det kun drømt.
Tit han had mig at synge min lokkende Sang
eller danse derude i vaarfriske Vang,
mens han sad under Egen og vogted min Færd;
aldrig dog her
jeg opfyldte hans Bøn, skjønt han var mig saa kjær.
Thi jeg vilde ej bruge min tryllende Magt:
ingen tvingende Baand skulde slutte vor Pagt,
og hans Kjærlighed frit skulde bo i hans Sind,
trænge derind
med hans Elskov og Glæde — i Solstraalers Skin.
Stundorn hændte det vel, jeg fik Uro i Bryst:
hvis nu nogen mig røved min Kjærligheds Lyst?
dog den Uro svandt bort, naar jeg saa’ ham i Kvæld;
Lykke og Held
syntes lyse i Øjet og bo i hans Sjæl.
Hver en eneste Aften, naar Solen gik ned,
gjennem Skoven jeg hørte hans ilende Fjed,
og jeg glemte mit Savn ved hans bankende Bryst;
— Salige Lyst!
kom igjen lig et Solblink fra Drømmenes Kyst!
Kom igjen, naar jeg sidder her ensom i Kvæld,
kom og bring mig min Lykkes det sidste Levvel,
kom igjen i min Dødsstund og glød i mit Bryst,
salige Lyst,
før mit Hjærte bli’r koldt — ret som Bølgens ved Kyst.
I den dybe, den spejlglatte Sø
skinned Himlen med Farver saa klare.
Over Engenes duftende Hø
svang sig hele den luftige Skare;
Elverpigernes Sang
lød saa lokkende blødt gjennem Skoven. —
I den dirrende Luft
syntes Sangen gjenlyde fra oven.
Under Egen jeg lyttende sad,
stirred tankefuld ud i det fjærne,
bagved Bøgens fint duggede Blad
glimted Aftenens tindrende Stjærne;
alt omkring mig var Fred,
og jeg selv var saa opfyldt af Lykke,
mens jeg ventende sad
under Egens mørkttegnede Skygge.
Snart dog søgte mit spejdende Blik
den, det længe var vant til at møde;
og, mens Time paa Time hengik,
mine Kinder begyndte at gløde
af en feberhed Ild,
en unævnelig Angst i mit Indre;
men endnu kom han ej, —
ak! mit Haab blev hvert Øjeblik mindre.
Og jeg sad der med Haand under Kind,
stirred længselsfuld ud i det fjærne,
og jeg spurgte den sukkende Vind,
og jeg spurgte den aarvaagne Stjærne:
„Har I sét ej hans Spor,
véd I ej, hvad ham holder tilbage?“
Men de spotted min Angst,
og jeg sad der som stum i min Klage. —
Og jeg iled paa vingede Fod
til hans Borg, som langt borte jeg skued;
— hvor jeg skjælved af Frygt, da jeg stod
mellem Skjolde, som funklende lued, —
skjult i Borggaarden mørk,
stirred op mod de lysfyldte Sale
med et Hjærte saa tungt
og med Læber, som ej turde tale! —
Og jeg svang mig ad Vinduet ind;
selv usynlig jeg alt kunde skue,
først mig blændede Kjærternes Skin,
og jeg skjalv under Højloftets Bue;
i den glimrende Pragt
var jeg selv som et Vindpust fra oven,
som en Engblomst, der dybt
havde ind sig forvildet i Skoven.
Og det tyktes mig alt som en Drøm,
da jeg stod der med bankende Hjærte
i en bølgende Menneskestrøm,
som ej aned min Fryd og min Smerte;
men jeg vendte ej om,
ti jeg hørte en Bøst, som jeg kjendte, —
og den Røst var saa varm,
som af glødende Attraa den brændte. —
Og jeg vendte mit søgende Blik
imod ham, som var alt for mit Hjærte,
og jeg følte i Barmen et Stik
af en dyb — en uendelig Smerte;
ti — bag Murpillen skjult —
stod han — frejdig og livsglad i Sinde,
talte elskende Ord
til en purpurklædt, straalende Kvinde.
Og han drog hende blidt til sin Barm,
mens hun stod med sit Hoved lidt bøjed,
mildt hun lagde sin Haand paa hans Arm,
og han saa’ hende kjærlig i Øjet;
men hans Øje ej saa’
Elverpigen, som stod ved hans Side, —
som en Skygge jeg gled
gjennem Salen med Kinder saa hvide. —
Og jeg vidste, mit Livshaab var dræbt,
og jeg vidste, min Tillid var sveget,
imod Lyset min Sjæl havde stræbt,
mens der blev med min Hjærtefred leget
og mit Blod blev som Is,
og der rejstes en Storm i mit Hjærte
af Fortvivlelsens Harm
og af Skuffelsens nagende Smerte! —
Fra den Stund var min Sjæl som et Bo
for den kvalfuldt fortærende Længsel;
da han sveg mig og skuffed min Tro,
blev min Tanke som stænget i Fængsel;
aldrig har jeg nu Fred,
selv ej da, naar jeg falder i Slummer;
tungt mit Hjærte da slaar,
ti det bærer saa lønlig en Kummer.
Men jeg føler det dog i mit Bryst,
hvor end Kjærlighedsflammerne gløder,
at, endskjønt han har røvet min Lyst,
og min Ungdom sig aldrig gjenføder, —
at, skjønt Sjælen er træt,
og skjønt Hjærtet er nær ved at briste,
at trods det, jeg har lidt,
vil jeg elske ham tro til det sidste!
— Hører Du Spurvenes Kvidder?
Snefnugge falde i Vang, —
sorgfuld i Højen jeg sidder,
lytter til Søstrenes Sang.
Elverpige er jeg — dog fremmed blandt Elvermøer,
færdes jeg end iblandt mange, er ensom jeg dog, til jeg dør.
Stormene over mig rulle, —
glad sang jeg Vinterens Pris,
kunde dens stivnende Kulde
gjøre mit Hjærte til Is.
Elverpige er jeg — dog fremmed blandt Elvermøer,
færdes jeg end iblandt mange, er ensom jeg dog, til jeg dør.
Naar skal min Tanke faa Hvile,
naar skal mit Hjærte faa Fred? —
ak! naar skal Smerternes Pile
søge forgjæves mit Fjed,
Foraarssolen opvarme og modne det spirende Frø,
Blomsten faa Lov til at leve, — og jeg saa faa Lov til at dø? —
Sving dig imod Himlen, Lærkelil!
syng om Haab, som ej opfyldes vil,
syng om Ungdomstiden — kun saa kort,
syng om Elskovs Fryd, som snart dør bort.
Flyv mod Himlen, Vaarens første Gjæst,
syng om Kjærlighedens Jubelfest,
syng om Livets store Vexelstrøm,
syng om Hjærtets fagre Barndomsdrøm.
Lærkelil! flyv over Skov og Vang,
syng for Blomst og Urt din glade Sang!
ingen saared jo dit brune Bryst,
ingen røved Dig din Ungdoms Lyst.
Himlen aabner Dig sin lyse Favn,
Jorden jubler syngende dit Navn,
Blomsten folder ud for Dig sin Knop; —
lykkelige Lærke, sving Dig op! —
Slaa din Trille, glade Lærk elil;
tavs og stille vil jeg lytte til, —
ensom sidder jeg — en Dødens Brud —
mens Du bringer Jorden Foraarsbud.
Syng for mig, o, Lærkelil! din Sang,
jeg kan trænge til den mangen Gang,
ti for mig der grønnes ingen Vaar,
først i Døden Fred mit Hjærte faar.
I Søen spejler sig Maanens Skin,
der vifter saa kølig en Aftenvind,
med Engblommers Duft over Voven,
og ude paa Engenes Blomsterkrans
gaar Elverpigernes lette Dans
gjennem Skoven.
Se, mellem dem stander en Ungersvend,
han svimler, han vakler iblandt dem hen;
— fly, Yngling, den tryllende Skare!
de lokke, de drage med favre Ord,
snart drages Du med i det skjønne Kor, —
tag Dig Vare!
De slutte omkring Dig saa fast en Ring,
de synge om Elskov og tusend Ting,
som aldrig dit Hjærte faar vide;
i Smilet er Varme, i Øjet Ild,
de synge med Stemmen saa blød og mild
ved din Side.
Fortrøst Dig dog ikke, du unge Sind,
til Kjærligbedstroskab og Foraarsvind,
ti Elskov er flygtig som Strømmen;
fortrøst Dig dog ikke til Nattens Blund,
der kommer en bitter Opvaagningsstund
efter Drømmen.
Jeg synger jo ej om en ukjendt Lyst,
jeg synger om noget, mit eget Bryst
har følt, saa jeg aldrig det glemmer;
jeg synger jo ud af min egen Favn
om talløse Kvaler foruden Navn
eller Stemmer.
Jeg synger som én, der i Løn har stridt,
har elsket — og haabet — og troet — og lidt
med Mennesketrang i sit Hjærte,
som én, der mod højere Maal har stræbt,
men aldrig tik naat dem, hvis Tro blev dræbt
under Smerte.
Det lufter saa mildt i den stille Kvæld,
og Blomsterne dufte, som sad en Sjæl
i hver af de Klokker hvide; —
jeg hører saa sælsom en Elversang, —
o, Ungersvend, fly for dens falske Klang,
det er Tide!
Her nede, hvor Engdampens Taage staar
og Livets Røster kun fjærnt mig naar,
jeg sidder ved Søens Vande,
og stirrer med Længsel i Bølgens Favn,
hvor snart skal glemmes mit tunge Savn
og køles min brændende Pande.
Mens Solen gaar ned i den tavse Kvæld,
jeg siger den slumrende Jord Farvel
med Tak for dens Sorg og dens Glæde; —
hvor kølig slaar Vandet ej op om min Fod,
snart stanser ved Hjærtet mit hede Blod,
snart Bølgerne over mig græde.
Hvor ofte jeg vugged mig her i det blaa,
da end jeg med Haab paa Livet saa’
i Ungdommens første Dage; —
nu skulle de Bølger, som saa’ min Lyst,
som følte den Uro, jeg bar i Bryst,
for evigt stanse min Klage.
Et Spring — og jeg synker i Dybet ned,
et Øjebliks Kamp — og min Sjæl har Fred,
et Nu — og forglemt er min Smerte; —
alt hører omkring mig jeg Vandets Lyd, —
lyksalige Elvermø, synk med Fryd
i Bølgen, som slaar mod dit Hjærte!
— Syng over mig, Lærke, naar Sol opgaar,
o, syng om min Ungdoms de lyse Aar,
om Sorgen, jeg her maatte friste;
ja, syng om min Kjærligheds korte Drøm,
og jubel det hen over Tidens Strøm:
„Hun blev ham dog tro til det sidste!“ —
Jeg synker, — jeg synker i Bølgens Favn,
— mig tykkes, jeg skuer et elsket Navn
indridset paa Himlens Bue;
vel synker jeg dybere, dybere ned,
men alt som jeg synker, faar Hjærtet Fred:
i Bølgerne svales dets Lue.
Der bliver saa skjønt — saa klart og lyst
omkring mig og i mit eget Bryst,
mildt Bølgen i Favn mig kryster.
Saa skjøn som den sidste var ingen Kvæld,
du straalende Verden! Farvel — Farvel! —
nu bæres jeg fra dine Kyster. —
Jeg favner det hele endnu en Gang:
den løvrige Skov og den grønne Vang,
de kvidrende Lærker for oven,
den blomstrende Engbund — den hvide Damp —
den tindrende Stjærne, som saa’ min Kamp, —
saa synker jeg sagte i Voven.“