Taagen sænker sig, og det er silde;
Kirkevejen gaar jeg tavs og stille;
Regnen falder, men om Højtidstimer
Juleklokken kimer. —
Ingen Stjærner — ingen Fest her ude,
kun langt borte Lys bag Kirkens Rude,
og saa allevegne Juleduften,
allevegne Klokkespil i Luften. —
Jubeltoner fødes i mit Indre,
Freden bliver større, Stormen mindre,
bundne Tanker løftes i Befrien, —
stille — stille gaar jeg Kirkestien.
Juleklokke! jeg har hørt Dig klinge
allevegne, hvor min Sjæl fik Vinge,
hørt Dig i Naturens store Rige,
hørt Dig op mod Kirkens Hvælving stige;
altid bar Du dybe Efterklange,
bløde Sange
ind i Hjærtets stille Løndomsgange;
altid bar Du paa din Vej mod Himlen,
med det smaa og dulgte her i Vrimlen,
gav det Lys og stille Glans paa Vingen,
til vi bøjed os, fik Syn paa Tingen,
saa’, hvor megen Storhed der laa gjemt,
og hvor meget smaat til stort bestemt,
saa’, hvad der fik Værd i Lyset prøvet,
og hvad der faldt magtesløst i Støvet. —
Juleklokke! naar Du ledte Sangen,
følte jeg mig selv saa rig i Klangen,
trode jeg at se, hvad ingen vidste,
højes, briste —
fra de første Lænker til de sidste. —
Juleklokke! lad i Dødens Time
mig der ovre fra Dig høre kime!
saa vil jeg gaa frygtløs mod dens Porte,
Julelyset glimter i det sorte.
Døden er jo bare Kirkevejen,
mørk og bakket — taaget som min egen,
men der oppe høres Julesange,
der staar Kirken — klar — med Stjærnegange,
aldrig slukkes Lyset bag dens Rude,
evigt Gjenskin kaster det her ude. —
Juleklokke! ring da ved min Side,
naar for sidste Gang jeg her skal stride,
til jeg ser min Sjæl sin Støvdragt miste,
ser dem briste
fra de første Lænker til de sidste!“