Jeg var lige ved Døden, — kunde føle, hvad den bringer,
jeg fik som et Pust af dens mægtige Vinger; —
der kom Lysglimt fraoven, — og saa var jeg givet
tilbage — tilbage til Livet!
Det første, som jeg hørte,
da jeg atter blev mig selv,
var en Lærkes fjærne Trille
imod Høsthimlens Hvælv:
den jublede mod oven, —
jeg lod den bringe Takken
til den mægtige Skaber
deroppe over Bakken.
Der kom legende, lyse
Fremtidsdrømme,
der kom vaagnende Kræfters
Solildsstrømme.
Der kom gyngende lette
Tonebaade,
der kom skinnende fine
Tanketraade.
Der kom unge Følelsers
friske Stier,
der kom jublende, nye
Livsmelodier.
Der kom tusende Smaaglimt,
jeg aldrig kjendte; —
saa vidste jeg nok,
der var Sol i Vente!
Der kom Vemod i Længslen, mens Løvet faldt,
og Syn for alt;
der kom fristende Tanker bag stille Rude
om Solen, som skinned saa klart der ude,
en Følelse ogsaa af Livets Strid
ved Løvfaldstid.
Hvor stille, hvor stille var dog alt,
mens Løvet faldt!
i Lys jeg skimtede enkelte Dele,
i Høstens vemodige Glans det hele:
kun enkelte Frøfnug til Liv bestemt,
og Resten glemt. —
Guds Fred laa over Naturens Bryst,
saa tavst, saa tyst,
Guds Fred laa over min mindste Tanke
og lærte den Livshaabets Fnug at sanke; —
hvor stille, hvor stille var dog alt,
mens Løvet faldt! — —
Der kom Haabets voxende
Højdestiger,
der kom Glædens varmende
Solskinsriger.
Der kom glidende Syners
sagte Susen,
der kom store Anelsers
stærke Brusen.
Der kom bløde Stemningers
Bølgestrømme,
der kom stjærnefunklende
Sejersdrømme.
Der kom Kraft og Evne
til frem at ville;
det var, som jeg drak af
Foryngelsens Kilde. —
— Hvor jublede min Tanke,
hvor ranked sig mit Haab,
nu havde jeg faat Livskraft
under Dødskuldens Daab!
og der var ingen Tvivlen,
naar mod Maalet jeg saa’,
for nu vidste jeg, — jeg vidste,
at jeg maatte det naa!