Og det var en stille Septemberkvæld,
jeg bød Farvel;
Solen stod lavt bag de hængende Birke
og kasted sit Skjær paa den hvidmalte Kirke,
Bladene faldt i den tavse Skov,
Naturen sov.
Solstraalerne skinnede klart og lyst,
men alt var tyst. —
Der randt mig saa mangen en Drøm i Sinde,
saa mangt et solgyldent Barndomsminde;
jeg følte, jeg havde haft milde Kaar
i Ungdomsaar.
Jeg følte, min Sjæl havde haft en Tid
med Kamp og Strid,
men selv under Bygen var Regnbuen fremme,
og alt laa i dæmrende Lys herhjemme;
mit Liv havde vundet i Taaredaab
sit gyldne Haab. —
Et underlig hævende, tungt Farvel
blev sagt i Kvæld;
nu gik jeg mod Strømmen, og Hjærtet brændte,
jeg vidste saa godt, der var Storm i Vente,
jeg vidste, det Havblik jeg leved i,
var snart forbi.
Saa stemte den hjemlige Klokkes Klang
til Aftensang,
dens Røst gik med tonende Slag mod oven
og klang saa igjen som en Sang bag Skoven;
tungt ringede Klokken i tavse Kvæld:
„Farvel! Farvel!“
Jeg fyldtes med Vemod — med tusend Savn
foruden Navn,
men ogsaa med Tak for de solfyldte Dage,
hvortil jeg med Tro kunde se tilbage;
jeg fyldtes med Syner af Sagn og Sang
og Klokkeklang. —
Jeg glemmer vel aldrig den Afskedsdag,
de Bedeslag; —
mig tykkes endnu, der er Graad derinde,
for hver Gang jeg drager mig det til Minde,
hvor sælsomt vemodig det klang i Kvæld:
„Farvel! Farvel!“