Hun ligner den snehvide Lilje derude
med Taarer i Favn;
hun ligner ved Kysten den strandede Skude
med sønderbrudt Stavn.
Mést ligner hun dog vel den knækkede Rose,
som endnu har Duft
og suger begjærlig fra Eng og fra Mose
det sidste Drag Luft.
Gud give, hun kunde af Vaarluften drage
og styrkes derved!
Gud give, hun snart kunde vinde tilbage
sin Lykke, sin Fred!
Og skulde det end ikke ske her i Livet,
at Rosen sprang ud,
saa edd det maa ske der, hvor Freden bli’r givet,
og Glæden staar Brud!