Den stod der ude i Foraarsluften
og gjemte saa underlig sky paa Duften,
de lyse Blade med Solildsstrømme
syntes at skygge for fagre Drømme.
Den folded sig sammen for Soleluen,
saa brødes den af og kom ind i Stuen;
der gik den fra Haand og til Haand,
til Duften var ligesom suget ihjel af Luften.
Og varme Fingre krammede Rosen;
den skjalv, som for Haandsberøring Mimosen,
det gløded som lid bag de fine Aarer, —
paa Bunden af Kalken skimted jeg Taarer.
— Hvor mangen en Blomst, som stod lys og fager,
blev ej reven op af sin Barndomsager
og slængtes, naar Folk havde stjaalet Duften,
som visnende Ukrudt ud i Luften!
Mig brændte det altid som Feberstrømme:
hver Blomst mig tyktes med sine Drømme
et Liv, en Tanke, en Sjæl, som laa
med unge Spirer, den gjemte paa.