„I Riddere gjæve! hvo drister sig til
„At dykke til Malstrømmens Bund?
„Jeg dette Guldbæger kaste vil
„Ned udi Afgrundens sorte Mund:
„Hvo Bægeret henter, I Riddere bolde,
Nu slynger Kongen Bægeret ud
Fra Klippetinden, der brat
Krummer sig højt over Bølgebrud:
„Hvo kan nu skaffe mig Bægeret fat?
„Jeg spørger atter, hvo tør sig driste
„Til Døden under Havet at friste.
De Riddere stande paa Klintens Bred,
Og lytte tause til Kongens Røst.
De stirre forfærded’ i Dybet ned,
Men Bægret at vinde har ingen Lyst.
For tredie Gang nu Kongen det lover
Til den, der det henter af skummende Vover.
End tie de alle blege af Skræk;
Da springer en Yngling i Kredsen ind.
Han kaster Belte og Kappe væk,
Og Modet blusser paa Ungdoms Kind:
Og alle de Herrer og stolte Fruer
Med Undren og Bæven paa Ynglingen skuer.
Og som han nu træder til Klintens Bred,
Og skuer i Svælget fra højen Top,
Da bøvner Havet, som nys sank ned,
Og skyder sig atter brølende op,
Og stedse vildere bruser og skummer;
Lig fjerne Tordener Afgrunden brummer.
Og det bobler og sprudler og hvisler og syder,
Som naar Ilden sig blander med Vand,
Og Bølge mod Bølge sig tumler og bryder,
Og Fraaden sprøjter højt op paa Land:
Det er som om Havet var stædt i Vaande,
Og under Kampen udpusted sin Aande.
Dog nu har Bølgernes Vrede sig lagt,
Og sort gjennem hviden Skum
I en gabende Spalte er Havet flakt,
Den skyder sig dybt i det bundløse Rum;
Og Svælget Havet indsuger og suser,
Gjennem hvirvlende Tragt det nedvælter og bruser.
Og fluks førend Brændingen kommer igjen
Den Yngling befaler sig Gud;
Og alt haver Hvirvelen skyllet ham hen:
Fra Hoben Forfærdelsens Skrig bryder ud,
Nu er han i Dødens Rige neddukket,
Og Svælget er over ham evig lukket.
End brumler det huult udi Havets Bund,
Som Torden i Ætnas brændende Skjød,
Og skjælvende lyder fra Mund og til Mund:
„Den kjække Yngling! Nu er han død!"
Men højere nærmere Vandene suse,
Snart skulle de stige og svulme og bruse.
Og kasted’ du Kronen selv derhen,
Og sagde: jeg kaarer ham til min Søn,
Der henter mig Kronen herop igjen —
Mig lyster ikke den herlige Løn:
Hvad der er skjult udi Dødens Rige,
Skal intet Menneskes Tunge udsige.
Saa mangen Snekke blev grebet med Hast,
Og hvirvled ned udi Dybet brat,
Og knusede tumled sig Kjøl og Mast,
Herop fra Afgrundens sorte Nat —
Men højere stedse, som Storme suse,
Man hører det nærmer’ og nærmere bruse.
Og det bobler og sprudler og hvisler og syder,
Som naar Ild er med Vandet i Kamp,
Og Vove paa Vove sig vælter og bryder,
Til Skyen flyver den bølgende Damp;
Som høje hule Tordener brumle,
De rasende Vande sig fraadende tumle.
Men nu synke de svulmende Bølger, og see!
Et Hoved en Arm er i Vejret strakt,
En Hals og en Nakke hvid som Snee;
Og det svømmer og roer med sejrende Magt:
Det er ham! han er der, han er frelst, og han vinker,
Og højt i hans Venstre Bægeret blinker.
Han kæmper og puster og Bølgen slaaer,
Og skyder mod Landet med lange Tag,
Og nu i den jublende Skare han staaer,
Og hilser Himlens velsignede Dag;
Fra gispende Bryst et Suk han udsender,
Og knæler og sig til Kongen vender.
„Hil være Kongen! og fryde sig hver,
„Som aander heroppe i Lysets Land,
„Men frygteligt er det hist nede der,
„Hvad evig er gjemt i det dybe Vand:
„Gid ingen skue, hvad Guderne skjule
„Af Naade i Afgrundens mørke Hule.
„Malstrømmen mig greb med forfærdende Magt,
„Og snoede og tumled’ og hvirvled mig om,
„Og nedad jeg foer i den brølende Tragt
„Dybt ned i det skumle bundløse Rum:
„Og dybere stedse jeg svimlende tumled,
„Afgrundens Uhyrer under mig brumled.
„End mange Mile dybt under mig laae
„Det vide gabende endløse Rum,
„Med Gysen mit Øje i Afgrunden saae,
„Hvor Slanger og Drager sig tumlede om:
„Ukjendte Gestalter, grumme at skue
„Mig stedse nærmer’ og nærmere true.
„Til Guderne bad jeg, da viste de mig
„Udi den yderste Nød
„Et Riv, der i Svælget udstrakte sig;
„Det frelste mig fra den truende Død.
„Paa Klippespidsen monne jeg ride,
„Og dit Bæger, o Konge! det hang ved min Side.
„Saa hang jeg da nu uden Haab uden Trøst
„Langt borte fra Menneskets hjelpende Haand,
„Blant Uhyrer det eneste følende Bryst,
„Allene paa bundløse Afgrundes Rand;
„Dybt under Menneskers liflige Stemmer,
„Hvor ingen min kvælende Angst fornemmer.
„Og det vrimler og mylrer af dyben Bund,
„Med gramsende Kløer det vil efter mig op,
„Og det snapper og snapper — i Rædselens Stund
„Min Arm monne slippe ved Stenens Knop:
„Da stiger Strømmen fra brølende Grube,
„Og river mig op udaf Dødens Strube.
Og Kongen saare forundrer sig,
Og raaber: „Ingen er kjæk som du!
„Man ned i Svælget du vove dig,
„Du dristige Dykker! kun eengang endnu;
„Og kan du mig bedre Kundskab bringe,
„Jeg pryder din Arm med de kostligste Ringe.
Og Kongens Dotter hun bliver saa bleg,
Hun kommer og taler med skjælvende Røst:
„O Fader! hold op med den farlige Leeg,
„Vel kant du tvinge din grusomme Lyst;
„Hvis du ham i Svælget atter nedsender,
„Han vistelig aldrig tilbage vender.
Da griber Kongen Bægret igjen,
Og kaster det fluks i Malstrømmen ud:
„Og bringer du det op af Dybet igjen,
„Da bliver min Dotter idag din Brud;
„Da skalt du hedde min Søn med Ære,
„Og Scepter og Krone efter mig bære.
Og Ynglingen blussed’, og Modet steeg,
Hans Hjerte banker i svulmende Barm;
Han seer hende rød, og han seer hende bleg,
Og han seer hende synke i Faderens Arm:
Og fluks han sig ud over Klinten svinger,
Og paa Liv og Død ud i Svælget springer.
De stirre og stirre i Dybet hen,
De bøje sig ud over Klippens Top;
Vel hører man Strømmen, den kommer igjen,
Den kommer af Dybet hylende op:
Vel stiger og synker den alle Dage,
Men Dykkeren bringer den aldrig tilbage.