Bjergsøen er med Iis belagt,
Paa Fjeldet blinker Sneen hvid,
Nedbøjet under Stormens Magt
Sig Granen slynger hid og did;
Elven sig over Klippen krummer,
I Dalen styrter ned og skummer.
Ad Bjerget ned, ad Bjerget op
Skiløber kommer flyvende,
Og snart ved Rod, og snart ved Top
Han glider paa den glatte Snee:
Luften med Susen gjennembryder,
Hans lange Haar paa Vinden flyder,
I Dalen dybt mon Kongen staae
Blant sine Mænd ved Bjergets Fod,
Og smilende han seer derpaa,
Og priser Ungdoms Kraft og Mod;
Vinden hans Røst til Bjerget fører,
Skiløber standser brat og hører.
„Est du den første i mit Land,
„Der spænder Skien under Fod:
„Da giv mig nu, du unge Mand,
„En Prøve paa din Konst og Mod;
„Og tør du Faren dristig møde,
„Jeg lønner dig med Guld hin røde.
Den Yngling blusser paa sin Kind:
„Ej er jeg Frygtens blege Søn,
„Blandt Farer vil jeg styrte ind,
„Ej skjøtter stort om Guld hin røde.
„Det første Løb, i Dag jeg ta’er,
„Skal være for mit Fødeland,
„Og Bjerget, som min Vugge bar,
„Maae skue mig en frygtløs Mand;
„Fjeldet ud over Dalen hænger,
„Ud over det og dig jeg springer.
Han farer ned med Ørnens Magt,
Og skjærer Vinden hvinende,
Fjeldryggen er tilbagelagt,
Hvo tør paa Himmelspringet see?
Og Gysen Hoben gjennembæver.
Men let og tryg han Dalen naaer,
Og Hoben løfter Bifalds Røst,
Og Raabet højt mod Klippen slaaer,
Og nærer Flammen i hans Bryst:
Ad Brinken op han atter iler,
Slaaer ud med hviden Haand og smiler.
„Det andet Løb i Dag jeg ta’er,
„Min Konning være skal for dig,
„En Revne Klippen slaget har
„Bred dyb og brat og gyselig;
„Vel gaber Dødens Afgrund vide,
„Dog over Dybet vil jeg glide.
Og over som en Storm han gaaer,
Og Hoben løfter Glædes Røst,
Og Raabet højt mod Klippen slaaer,
Og nærer Flammen i hans Bryst,
Han op ad Bjerget atter iler,
Slaaer ud med hviden Haand og smiler.
„Det tredie Løb, i Dag jeg ta’er,
„O Kongedatter! er for dig;
„Din bange Taare rundet har,
„Din Rosenkind har brændt for mig,
„Har du mig Suk og Taarer givet,
„Da vil jeg frejdig vove Livet.
„Fjeldvæggen skraaner stejlt og brat,
„Sig dyben Elv forneden snor;
„Men Elvens Broe er tynd og glat,
„Og som en Bølge Isen gaaer:
„Lad Isen gynge som en Bølge,
„Jeg gaaer hvor ingen mig tør følge.
Ad Klippevæggen høj og brat
Han som et Sneskrid bruser ned,
Og ud paa Isen tynd og glat
Han skyder sig fra Elvens Bred;
Men Isen bølger brager brister,
For sidste Gang han Døden frister.
Og nu er Modets Flamme slukt,
Den mygge Krop er kold og stiv,
Den grumme Elv sig haver lukt
Og kvalt det fejre Ungdoms Liv;
Strømmen et Lig til Havs mon bære,
Den Yngling saae man aldrig mere.