Hvo rider saa silde mod Skoven frem?
Det er en Fader, der skynder sig hjem.
Han haver sit Barn udi sin Arm;
Han holder det fast, og han holder det varm.
„Min Datter, min Datter! hvi skjuler du dig?
„Min Fader! Elkongen vinker ad mig,
„Ellekongen med sin Krone og Svands.
„Min Datter! det er ikkun Maaneglands.
„Du faure Barn, kom gak med mig,
„Saa vakkert vil jeg lege med dig;
„Der hjemme haver jeg Blomster smaae,
„Baade Roser og Lillier, dem skalt du faae.
„O Fader, min Fader! og hører du til
„Hvad Ellekongen mig give vil?
„O Datter, min Datter! du tie kvær,
„Det er ikke meer end et susende Vær.
„Saa kom da herhid du venne Maar!
„Der hjemme hos mig gaaer Dands i Gaard,
„Mine Døttre de træde den natlige Dands,
„De smykke dig med en Guldblomsterkrands.
„O Fader! o seer du den dandsende Ring?
„De kvæde og springe saa lystigt omkring.
„Min Datter! du stirre ej længer derpaa,
„Det er ikkun Taagen, der synes saa.
„Jeg elsker dig Pigelil fager og bold,
„Og kommer du ikke, saa bruger jeg Vold.
„O Fader, o Fader! jeg bliver saa ræd,
„Elkongen haver mig gjort Fortræd.
Den Fader gyser, han rider med Hast,
Han holder det gispende Barn saa fast;
Og der han neder af Hesten steeg,
Da var den Pige af Døden bleg.