Haga ligger nydeligt i Skoven.
Stolte Fjelde udenom foroven,
Krandsede med Fur og Gran og Lerke,
La’er ej mindste Vind i Dalen mærke.
Eeg og Alm staae hobeviis forneden,
Give Skjul og Skjerm mod Sommerheden.
Mælarsøen snoer en Arm derinde;
Kildevæld igjennem Engen rinde.
Vejret var saa saare smukt; det lokked’
Stadens Folk; og Hob paa Hob sig flokked’.
Somme gik, og Andre reed og kjørte;
Mange over Søen Baade førte,
Immer fleer og flere: Dalen vrimled’;
Til det skjønne Lystslot Alle stimled’.
Der var Spil og Dands med megen Gammen;
Hoffets Blomster glimrede tilsammen.
Folkets Skarer Glædens Hnus omkrandse,
Ved Musikken, og de muntre Dandse!
Opad Bakken, ej fra Haga længer,
End at did jo lydt Mnsikken trænger,
Ligger af et andet Lystslot — Bunden,
Hugne udaf, ind i Klippegrunden
Dybe Kjældere liig aabne Grave,
Hver af dem en underjordisk Have,
Paddernes og Flagermusens Bolig.
Nælden staaer hos Tidselen fortrolig.
Hen paa Muren gule Bregne rokker
Mellem Kalkegruus og Graasteensbrokker.
Med vemodig Hu og Gru Du triner
Over disse rædlige Ruiner.
Var, paa denne stærke Klippebanke
Sig et evigt Mindeværk at rejse:
Over Skoven skulde Slottet knejse,
Trodse Tidens Tand og Ildens Flamme —
Ak! han tænkte ej, hvor let tilskamme
Vorder Kongeraad. Bag Glædens Maske
Døden kom den Sikkre at forraske.
Førend vel begyndt, var Borgen øde:
Stolte Værk med stolte Drot hendøde.
Kongebørn! I dandse hist med Glæde
Men — I er’ ej hans. I Kongesæde
Fremmed Helt fra Syden er opsteget;
Spiret er fra Vasaæten veget.
Gustavs Slægt i fremmed Land omvanker —
Gustav! det var langt fra dine Tanker.