Nu seer jeg, det var ikke saa ganske uden Grund,
At søge Paradiset paa Sveas Klippebund.
Og er det ej det gamle, som fordum gik fortabt,
Har Kunstens Haand dog atter et nyt og dejligt skabt.
Min Troe! har ej Pomona planteradt selv herinde;
Og Flora, Hesperidernes søde Gartnerinde,
Med sine bedste Skatte fra sydlig Blomstermark
Har yndefuldt beprydet en nordisk Kongepark.
Vel er den for en Konge en rigtig Sommersal;
Med Uret er det ikke, den hedder Rosendal.
Nu skulde Ingen sige, at Aarets halve Tid
Den skjønne Have dækkes af Sneen kold og hvid;
At udi alle Bede blandt disse grønne Træ’r
De blege Vinterlillier alene blomstre her.
Hvad trindt omkring mig smiler i faure Rosengaard
De haarde Frostens Lænker saalænge bære faaer;
Den livelige Sommer saa fage farer bort —
„Ja! men den er saa livfuld, fordi den er saa kort;”
„De yndelige Blommer maae skynde sig at groe,”
„Før Vinterkulden kommer, og bringer dem til Ro.”
Hvad.’ hvis er denne Buste? er det en Konge? — „Nej!”
En Kriger? — „Ingenlunde!” — En Statsmand? — „Heller ej!”
„Det var et heelt Folks Yndling, en Digter, danske Ven!
„En Folkeskjald for Svea han var, han er det end.
„I svenske Malm er præget den svenske Digters Billed,
„En Konge i sin Have det dens bedste Pryd opstilled;
„Og Krigere og Statsmænd forsamles her hvert Aar,
„Og levende Poeter om den Døde Harpen slaaer.
„Fra Staden hid de flokkes de Gamle med de Unge,
„Og om vor Yndlings Hædersstøtte til hans Minde sjunge.
„Han ogsaa var, lig Som’ren, en kjær, men stakket Gjæst —
„See denne Folkehøjtid vi kalde Bellmans Fest.