Dybt i vilde Skove staaer
Borgen paa en ensom Klippeøe.
Stormen højt henover gaaer,
Mærkes ikke paa den stille Søe,
Naar Du rejser over Bjergetoppe,
Skimter Du den fra din Vej deroppe.
Ikke var saa stille der
Paa det gamle ridderlige Slot,
Da til glade Bryllupsfærd
Det modtog den svenske Helt og Drot;
Da sin kongelige Favn udbredte
Gustav mod den skjønne Margarethe.
Da er nok til Horn og Luur
Dandsen traadt paa Tillie lystelig;
Rystet har den stærke Muur,
Naar Kanonorkanen rejste sig,
Og forkyndte blandt de fjerne Dale
Festen i de glade Bryllupssale.
Da den søde Time slog,
Du om Bruden lagde Kæmpearm;
Da hun Dig, Du hende drog,
Og Du sank til varme Jomfrubarm;
Da Du Elskovs Nectarbæger tømte —
Om dens bittre Frugt Du ikke drømte:
At hun skulde føde Dig,
Sverriges Befrier! en Tyran;
Til en grusom Broderkrig
Han, som med ugudelige Hænder
Kvalte første Frugt af dine Lænder.
Men da Du af Alder graa
Verden og dit frelste Land forlod,
Ahnende Du monne spaae
Om den Rædselstid, som forestod:
Da de Svenske vilde Dig opgrave,