Tør en Slettens Søn bestige
Kongebjerget i de Svenskes Rige?
Tør en fremmed Barde sjunge
Der hvor dine egne Harper runge?
„Hvorfor ei? En Trubadur
„Har jo Hjem i hele Guds Natur.
„Kom kun! Bjerget ejer Plads.
„Tænk Dig det som hele Nords Parnas!
Hele Nordens? Denne Tanke
Bringer nordisk Hjerte til at banke.
Sammensang af Broderskjalde
Højt til ligestemte Strenge gjalde!
„Nordisk Harmoniemusik!
„Ak! hvis det blev aarlig Digterstik
„Her en venlig Sommerdag
„Danske Qvad med svenske Harpeslag!
Væddekampe! Vexelsange!
Ak! hvor vilde Søe og Bjerg og Vange
Lytte til de søde Toner
Fra løvrige Kinnekulles Kroner!
„Tonerne fra Gefions Øe
„Skulde klinge sødt paa Gefions Søe
„Om den Tid, da Disens Plov
„Skar Sjølunda ud af Sveas Skov.
Klinge om de bedre Tider,
Da ej meer med Sværd og Bue strider,
Ej med Ildrørs Lyn og Torden
Skjolds og Gylfes Broderslægt i Norden.
„Men ikkun med Harpens Streng —
„Plecterslag paa Lundens Blomsterseng
„Som i gylden Tid engang
„Modtes Hellens Børn paa Elis Vang.
Gyldne Tid! vilt du forynge
Dig i Nord? Skal Bragas Sønner synge
Her som hist ved Alphej Strømme —
Da var’ Skjaldens Syner meer end Drømme.