Naar Ungesvend og Mø hverandre møde
I Elskovs Morgenskjær, og Begge gløde
Af samme Ild: de med en helig Eed
Bekræfte fast en evig Kjærlighed,
Der varer — naar man regner stivt —
Til Parret bliver gift.
Naar tvende Ynglinge, i Sind og Sæder,
I Lyster ens, med Venskabs Rosenkjæder
Forbinde sig: de sværge med hverandre
I evigt Samfund Livets Vej at vandre:
Men Evigheden varer ikke længer,
End Ingen til den Anden Trænger.
Naar tvende store Potentater
Har ødlagt hinandens Stater,
Omsider da, af Kampen trætte,
En evig Fred oprette;
Den staaer, til et Par Aar derefter
Til Krig paany de have samlet Kræfter.
En Kjøbmand, som ret stort vil speculere,
Og derfor maae totalt fallere:
Naar Creditorerne slig Smøre faaer,
En evig Skam ham overgaaer.
Men Skammen snart forglemmes;
Saasnart man seer, hans Velstand kun forfremmes.
Mens Candidat end efter Embed higer,
Og Stormands Trappe dagligen bestiger:
Med Pennen og med Munden
Han sin Beskytter evig er forbunden;
Men sidder han først ret i Embed fast,
Ophører Evigheden i en Hast.
Naar jeg begejstret skriver Vers —
Det være alvor eller Skjerts —
Det spæde Foster strax jeg spaaer:
Dets Liv en Evighed opnaaer;
Dog veed jeg godt, det kun saalænge varer,
Som Urtekræmmeren og Møl det sparer.