Stolte Laurbærtræ! som byder
Helten dine Løv, og Isen pryder,
Der omstraaledes af Sejrens Glands;
Staae kun urørt! dennesinde
Kan jeg uden dine Blade binde
Ærens uforvisnelige Krands.
Men af Dig, Du Skovens Konge!
Dine grønne Blade, evig unge,
Vil jeg plukke, gamle danske Eeg!
Sødt bevæget vil jeg vinde
Dem omkring den ædle danske Tinde,
Som — ak! længe — var i Graven bleeg.
Schielderup! — hør! Harpen klinger
Som bevæget af useete Vinger —
Ædle Schielderup! er det din Aand?
Engel udi Himmerige!
Hører Du de Toner, som opstige
Fra en uforklaret Bardes Haand?
Kan Du skue fra det Høje
Taarerne, som af et jordisk Øje
Vælde frem i overjordisk Lyst?
Salige! kan Du fornemme
I dit Paradiis den Glædesstemme,
Som udbryder af et død’ligt Bryst?
Hvor den sorte Mand maa bukke
Under hvide Bødlers Aag, og sukke,
At han Lyset kun til Trældom saae;
Hvor de lænkebundne Hænder
Han forgjæves til Tyrannen vender,
Der ham slæber over Bølgen blaa:
Der, i hine Smertens Egne
Lever end, velsignet allevegne,
Mindet om den ædle blanke Mand;
Denne blodstænkte Slette
Skal i Evigheder ej forgjætte
Navnet i din Søn, o Fødeland!
Som en Guddom fra sin Himmel
Steeg han ned blandt arme Slavers Vrimmel,
Sankede dem til sin Faderbarm
Uden Lænke har han bundet
Ørknens Søn, og uden Sværdslag vundet
Ufordunklet Sejerherrenavn.
Sejerherre over Hjerter!
Ej af Blod den mindste Draabe sværter
Din Ærobrings ætherrene Glands.
Taarerne, din Haand har stilled,
Taarerne som ved din Baare trilled,
Ere Perler i den Hæderskrands.
Frygter ej, at Skjalden higer
Efter Sølv og Guld for hyklet Smiger;
Schielderup er længe i sin Grav.
Intet Monument sig rejser,
Ingen prægtig Marmorstøtte knejser
Over hans nedlagte Vandringsstav!
Men en ærlig Bardes Stemme
Skal igjennem mange Slægter gjemme
Mindet om din Søn, mit Fødeland!
Slavekysten har hans Bene;
Disse Runer paa hans Bautastene
Ristes her paa gamle Danmarks Strand.