Jorden sover,
Natten dækker over
Med sin Vinge graa;
Himlen funkler,
Ingen Sky fordunkler
Stjerneglandsen paa det mørke Blaa.
Sov i Taagen
Tause Jord! min Sjel er vaagen,
Hører Aanders Kald.
Stiig fra Dalen
Op mod Himmelsalen
Med din Sang, Du de Henfarnes Skjald!
Løft dit Øje!
Seer Du i det Høje
Hist en Skygge gaae?
I det Fjerne
Let fra Stjerne og til Stjerne
Farer den i det dybe Blaa.
Denne Skygge —
Det er Danmarks Tygge,
Stjerneborgens Drot;
Dybt begravet
Under Gruus i Havet
Ligger Tygge Brahes Himmelslot.
Her ilive
Ej ved Jorden kunde blive,
Hvad fra Himlen kom;
Hisset oppe
Over alle Skyers Toppe
Foer dit Øje med din Længsel om.
Naar til Hvile
Solen monne ile,
Og paa trætte Jord
Aftenrøden
Lulled ind til Slummerdøden
Alt, hvad under Himlen boer:
Da var Morgen
Paa Uranieborgen,
Aftenstjernen var din Sol;
Gjennem Taagen
Svæved Du vaagen,
Foer i Skyen mellem Pol og Pol;
Foer, og stirred
Paa den Solehær, som dirred
Vidt i Rummet ud;
Saae, og svimled
Ved det Viisdoms Dyb, som vrimled
Fuldt af Liv paa Almagts Bud.
Nat forsvunden,
Morgensol oprunden
Paa det klare Blaa;
Himlens Gaader
Løser Du, og raader
Nattens Runer, Du i Skyen saae.
Højt for Jorden
Du forkynder Himlens Orden —
Skabermagtens Bud;
Verdens Vise
Lytte til din Røst, og prise
Alle Verdners evighøje Gud.
Dog beskrænker
Sjelens Slør den kjekke Tænker;
Mat kun er det Lys, Du skimter her.
Evigheden
Spreder først den Taagesky herneden
Med sit lyse Morgenskjær.
Nu forvunden
Er din Nat, og nu oprunden
Dig et evigt Morgenblaa;
Klart Du skuer
Gjennem alle hine Buer,
Hvad som i et Spejl kun her Du saae.
Du, som ikke
Nedad vendte dine Blikke,
Men fra Jorden op mod Himlen saae;
Intet Minde
Kan jeg her paa Jorden finde
For din Aand, som boer i Himlen blaa.
Lille Stjerne,
Som fra dunkle Fjerne
Glimter i det store Æterhav,
Du skal bære
Brahes Navn, og være
Brahes Minde over Død og Grav!