Højt oppe imod Norden der ligger et Land,
Ombeltet af brusende Bølger,
Med Bjerge bekrandset; den skovløse Strand
Bag Iis og Snee sig fordølger.
Saa skaldet og bleg er den ensomme Ø —
En Olding blandt Jordklodens Riger;
Saa kold og saa taus af den larmende Sø
Den iisklædte Fjeldmark opstiger.
Den ligner en Gubbe, som længe afstod
Fra Striden og Støjen paa Jorden;
De fredelige Marker ej farves med Blod,
Og hører ej Krigernes Torden.
Den ligner en Gubbe, der stille og blid
Kun taler om Ungdoms Bedrivter;
Der lever end blot i den fremfarne Tid,
Og pløjer kun Oldtidens Skrifter.
Men under det Dække af Iis og af Snee
Der ulmer den mægtigste Flamme:
Den lønlige Ild Du heel ofte vil see
At bryde den stenhaarde Ramme.
Det sneeklædte Hekla vil spalte sin Top,
Og rødme af Ilden hiin varme;
Og Krabla vil ryste sin iislagte Krop,
Og vildt op af Afgrunden larme;
Og Gejser udsende sit sydende Væld,
Og sprudle — en nordisk Caftale, —
Opvarme Iisbræen paa skyhøje Fjeld,
Og smelte de sneetakte Dale.
Saa ulmer da der en uslukkelig Glød
Dybt under det stivnede Dække:
De Flammer, som vældigt Iisskorperne brød,
Sit Skin over Norden udstække.
Blandt Nordpolens Storme, blandt Bølgernes Larm
Der lyde de listigste Sange;
Og Brage med Harpen ved svulmemde Barm
Har Hjem i de skovløse Vange.
Med Sage, sin Søster, han flygtene foer
Fra Norriges blodstængte Bjerge,
Da Kæmpernes Guder, da Thyr og da Thor
Med Ild og med Svær dem mon hærge.
Da funde de Tvende en tryggere Bo,
De fredelige Kunstner at huse:
De sunge, fortalte og skreve i Ro,
Mens Stormen derude mon bruse.
Da smelted omsider det iishaarde Mod,
Man Sværdet med Harpen ombytted;
Da flød ikkun Kvasers det Honningblod;
Til Sagn kun og Sange de lytted.
Hil være Dig, Island! hil være især
Dig første blandt Islandets Skjalde!
Som, skjønt selv omgjordet med Forfædres sværd,
Dog ej lod Dig Harpen undfalde!
Dens Klang lyder sødt gjennem Bulder og Larm
Af Tidens og Nordhavets Bølger,
Naar, selv Du en Kæmpe, med Skjold paa din Arm
De Kæmper i Sagnene følger.
Saalænge som Gejser udsender sit Væld,
Og Hekla sin vældige Lue;
Saalænge vi Sneen paa Raudafjordsfjeld
Og Isen paa Vestjøkul skue:
O, Snorro! dit Sagn og din herlige Sang
Blandt Norriges Bjerge gjenlyde!
I Svithiods Dale, paa Dauniens Vang
Det nordiske Hjerte Du fryde!