Midt i Natten, midt i Vinters Hjerte,
Fødtes den, som bar en Verdens Smerte
I sit rene himmelstærke Bryst;
Som forjog den tunge Sjeleskummer,
Som til Haab forvandled dybe Kummer,
Og Fortvivlelse til hellig Lyst.
Hvi i Mørke? borde Solen ikke
Smile stolt med sine Straaleblikke
Til det dyrebare Kongenoer?
Hvi i Vintren? borde Sommerpragten
Ikke hilse den, som knytted Pagten
Mellem Himlen og den faldne Jord?
Hvi i Krybben? hvi i Armods Pjalter
Svøbtes den, som rejste Naadens Alter,
Paa hvis Fodtrin Konger knæle ned?
Hvorfor smykker ej et Purpurklæde
Den, som dog engang paa Kongesæde
Trone skal i Lysets Herlighed?
Jo! i Kulden just maa Luen brænde;
Just i Mørket maae den Gnist sig tænde,
Som ej Nat og Vinter slukke meer;
Lavt, i Løndom maae det Frø nedlægges,
Hvoraf Livets skjønne Træ udklækkes,
Som Udødeligheds Frugten bær!
Ydmygt maae den Lysets Drot fremtræde:
Dyden ene er hans Kroningsklæde;
Taalmod er hans Heltemod!
Sandhed er hans Sværd; et Kors hans Trone;
Tornekrandsen er hans Kongekrone,
Og hans Purpur er hans eget Blod.
Intet Flitterskjær er jordisk Vælde
Skal den Højes Alterglans vanhelde;
Guld og Diamanter er kun Muld.
Nattehimlens tusind Solsystemer
Er hans evigklare Diademer;
Sandheds Morgenrøde er hans Guld.
Sandhed! — Ak! din Straale gjennemtrængte
Løgnens Nat, og vældigt søndersprængte
Haabets Lænker, Tankens Fængselsmuur;
Viste klart, hvor Glædens Kilde springe,
Lærte Aanden sig fra Støvet svinge,
Frelst af Frygtens skumle Fangebuur.
Dog — og dog vil Mørket ikke rømme
Over Støvets Slægt sit Herredømme;
Tidt end har sig Dag til Nat omvendt.
End bestandig kæmpe Lys og Skygge,
End bestandig Jordens Sønner bygge
Viisdomstemplet — altid ufuldendt.
Evig Kjerlighed sin Vinge breder
Over Jordens ganske Kreds, og leder
Alle Slægter til een Tro, eet Haab;
Dog som Fiender Brødre Brødre møde,
Under Sværdet Myriader bløde,
Himlen stormes af Betrængtes Raab.
Hisset sejrer Vold, og hisset Rænker,
Sjel og Legem smeddes haardt i Lænker,
Fred og Frihed finder ingen Havn.
Lysets Tjener selv mon Lyset slukke,
Fredens Sendebud dets Tempel lukke,
Myrde frækt i Fredens Fyrstes Navn.
Naar, o naar vil det da ganske dages?
Naar skal Taagesløret heelt borttages?
Sanheds Sol sin Middagshøjde naae?
Naar vil Hyrden da omsider samle
Alle dem, der end iblinde samle,
Og forvildede i Mørke gaae?
Da dit Øje Du paa Korset lukte,
Og da Verden selv sit Lys udslukte:
Var da ej det sidste Offer bragt?
Da Du fejrende paa Graven troned,
Blev da ej den Slægt, for hvem Du soned,
Fuldelig af Dødens Slummer vakt?
Nej! — dog ej forsagt! Du Søn af Tiden!
Kun et Dagningsskjær er al din Viden;
Al din Grandsken kun et dunkelt Skimt.
Skjælver Du, for Mørket atter truer? —
Disse atten Sekler, Du beskuer,
Er af Evigheden kun et Glimt.
Almagts store Værk kan aldrig standse;
Om du ej dets stille Gang kan sandse,
Gaaer det derfor lige stadig frem.
Kan din Aand ej rolig Herberg finde,
Kan fuldkommen klarhed den ej vinde;
Tænk, o Vandrer! her er ej dens Hjem.
Dig blev ikke givet, her at vide,
Naar det for Alfader er paatide;
Fremtids Slør bortdrager ikke Du.
Meget skjult i Viisdoms Raad maae være,
Hvad Du ikke mægter her at bære; —
Sørg ej for Herefter! — Glæd Dig nu!
Tænk og ej, Du ene trygt besejler
Tankens Hav, og døm ej den, som fejler!
Har ej Hyrden mangen anden Sti?
Kan ej den, som over Himle troner,
Samle disse mange Mislydstoner
I livsalig, hellig Harmonie?
Pris i Ydmyghed den Lysets Fader,
Som dit svage Øje her oplader
For et Gjenskin af sin Herlighed!
Først naar alle Dages Aften kommer,
Skal Du i en ubegrændset Sommer
See den Sol, som aldrig meer gaaer ned.