Steen Steensen Blicher (1782–1848)

Hør: Vinterstormen tuder huult derude,

Og Sneen pidsker paa den frosne Rude;

Men her er luunt, og muntert brænder Flammen:

Velan, I kjere Piger, Rykker sammen!

Mens Sneen fyger, og mens Stormen blæser,

Jeg af en gammel Krønike Jer læser

Hvad I dog gjerne høre, jeg jo veed:

Et Eventyr om trofast Kjerlihed.

Etsteds langt ude i det tydske Rige,

Hvor vilde Klipper op mod Himlen stige,

Og spejle sig i Rhinens blanke Vand:

Man seer endnu paa Fjeldets stejle Rand

Ruiner af et gammelt Fangebuur,

Et afbrudt Taarn, en halv nedstyrtet Muur;

Og trindt omkring de mørkerøde Dynger

De grønne Ranker Brombærbusken slynger.

I Revnerne nu Tjørn nu Tidsler groe,

Og Ravn og Ugle kun i Borgen boe.

Et gammelt Sagn end kalder dette Gruus:

Odos og Adelgrundes Brudehuus.

Ej langt derfra, men dybere i Skoven,

Hvor tykke Graner lukke sig foroven,

Og Elven brummer dybt ved Bjergets Fod,

Det egentlige Herresæde stod.

En vældig Ridder det engang tilhørte,

Som Sværdet drabeligt mod Tyrken førte,

Som mangen Garacener-Landse brød,

Og farved mangen sneehvid Turban rød.

Tisidst bedækt med Hæder og med Ar

Fra Jødeland han hjemad vejen ta’er.

Og over Bjerg, og over vilden Vove,

Og gjennem Ørk, og gjennem grønne Skove,

Paa Land sig Hengsten under Helten strækker;

Paa Vandet bærer ham Benedigs Snekker.

Omsider Ørk og Skov og Bølger blaae

Imellem Rhin og Jordan bag ham laae;

Og, glødende i Aftensolens Lue

Han Altenborgens høje Tind mon skue.

Der havde Ridderen, da han drog ud

Til Østerland, forladt sin unge Brud.

Nu længselfuld udstrækker han sin Arm,

At trykke hende til sin Heltebarm:

Og længe førend Vindelbroen falder,

Han længselsfuld den Elsktes Navn paakalder.

Men Hermuntrude hører ej hans Stemme;

Hun hviler sødt i Graven stille Gjemme.

Fem Gange alt har Foraarssolen vakt

Den døde Jord, mens Hermands Viv var lagt

I dyben Søvn blandt sine tause Frender.

Vor Ridders Bryst et Smertessuk udsender;

Hans Øjne mørknes af den svare Sorg,

Og øde er hans gamle Fædreborg.

Men see! en venlig Glut hans Knæ omfavner?

Før Moderen i Døden maatte blunde,

Hun Livet skjænkte liden Adelgrunde.

Vor Ridder løfted hende paa sin Arm,

Og trykker Trøstens Engel til sin Barm.

Hans Sjel er deelt imellem Sorg og Gammen;

Han blander Suk og Smiil og Graad tilsammen.

Paa Tiden Vinger Aarene henfor,

Den lille Adelgrunde vorder stor,

En dejlig Jomfru, Altenborgens Pryd,

Den gode Ridder Hermans Haab og Fryd.

Ej vil jeg her om hendes Skjønhed tale;

Ej prøve det Umulige at male.

Et Ansigts Træk man lettelig beskriver,

Men ej den Aand, som Billedet opliver.

Jeg skildrer vel en Lilliebarm, som svulmer,

Men ej den søde Ild, derunder ulmer, —

En Purpurmund, hiint Elskovs Honningbæger,

Men ej det Smiil, der Læberne bevæger;

Et Øje ømt som faure Vaarfiol,

Men ej hiint Trylleglimt fra denne Sol;

De Smilehuller smaa i Rosenkinder,

Men ej den Elskovgud, man deri finder.

Kun dette Ene kan jeg Eder sige:

Hvad hver en Elsker skuer hos sin Pige,

Hvad den kan see, og hvad blot den kan tænke,

Som bærer Amors bløde Rosenlænke,

Hvad Øjet skuer, og hvad Hjertet troer,

I Overmaal hos Adelgrunde boer.

Hvad Under da, om mangen Yngling brænder?

Ja om den Ældre selv hiin Magt erkjender,

Der selv de største Helte tidt betvang,

Og viser sig ej blot i Skjaldes Sang?

Men see et Under! — at af Kjerlighed

En sexten Somres Mø endnu ej veed:

Een Ridder jævnlig kom, en anden gik,

Men Ingen Adelgrundes Hjerte fik.

End kun for Faderen hun det oplukker;

Hun smiler, mens forelsket Yngling sukker.

Smiil ej, Du Lille! snart din Time slaaer,

Da ogsaa Du med saaret Hjerte gaaer,

Da taareblændet dit Drømmeblik sig sænker,

Seer vel, men hader ej de stærke Lænker.

Unge Odo var forbuden Elskovs Frugt,

Hans Moder døde under Klostertugt;

Hans Fader drog i fjerne Krige hen,

Han selv blev fostret af en fælles Ven.

Bag Klostermuur hans Barndoms Aar henrinde,

Og Alderdom og Død han og derinde

Imøde gaaer. Alt nærmer sig den Dag,

Da under Munkesang og Orgelbrag

Han Livets Nydelser, men ej dets Savn,

Afsværge skal i Livets Faders Navn.

Da vaagner efter Frihed denne Længsel,

Der trodser Modstand, bryder Baand og Fængsel:

I Nattens Slør indhyllet han undflyer;

Til Mennesker fra Munkene han tyer.

Et Aar han vanker hid og did forvildet,

Som Fuglen der, i Garnet længe hildet,

Og flaggrer fri og fro fra Qvist til Qvist.

Omsider han i Alteborgen finder

Det Garn, som stærkere, som evigt binder —

( Ej udi Klosteret hengik hans Tid

Med Messer blot; en Gartners vakre Iid

Han lærte der) — og nu som Gartner han

Sig fæster til den gamle Riddersmand.

Een Vej den skjælmske Gud ej altid gaaer:

Nu med lige Spring han Maalet naaer,

Nu bugtende han lønligt sig fremsniger,

Og langsomt naar det Meed, hvortil han higer.

Ung Odo pludselig i Garnet faldt:

I første Øjeblik han elsker alt,

Saasnart han har den skjønne Pige seet —

At see og elske er jo stundom Eet.

Og hun til ham sit Øje neppe vender,

Før samme Ild i unge Barm sig tænder.

Et gammelt ordsprog I jo sikkert mindes:

„Hvor Tvende yndes, de vel ogsaa findes;”

Knap Solen op af Østerlide randt,

Før den i Haven Adelgrunde fandt;

Og hvor den smukke Gartner færdes, der

Er den forelste Pige sikkert nær.

Hvor han end gaaer, hun som en Skygge følger,

Skjøndt bly bag Hækkene hun sig fordølger;

Men kommer han, da viger hun, og flyer,

Og til sit Buur med Hjertebanken tyer.

Og han? — Om natten vaager — Dagen drømmer,

I lange Drag den søde Gift udtømmer.

Snart viselig beslutter han at vige

Af Faren ud, og flye den skjønne Pige;

Snart vover kjek han Kampen at bestaae,

Ja haaber daarligen at gjennemgaae

Ildprøven, — ak! han alt er overvundet,

Og uopløselig i Snaren bundet,

Mens end han troer sig fri; thi Kjerlighed

Med List saavelsom Magt at sejre veed.

En Aften han med sænket Aasyn vanker

blandt Buskene i elskovfulde Tanker,

Nu hid nu did, han veed ej, hvor han gaaer;

Han standser ej, før tæt foran ham staaer

Den Dejlige, han elsker og han frygter —

Den Mø, han søger, og for hvem han flygter.

Flye vil han atter, men formaaer det ikke;

Han manes fast ved Adelgrundes Blikke —

Som hun ved hans. Hvorhen? — forbi? tilbage?

Umuligt! — skjulte Kræfter Begge drage

Fremad, indtil — dog hvorfor sige meer?

Den kjender Elskov ej, som ikke seer,

Hvad Enden vorder paa et saadant Møde,

I Ønskers Vaar, i Elskovs Morgenrøde.

Udspørger Maanen, som saa tidt mon skue

Slig Elskovsscene fra sin Himmelbue;

Spørg Nattergalen, som saa mangen Gang

Sit Bryllupskvad til slig en Højtid sang;

Min Ven kun ufulkomment kan berette,

Hvad unge Hjerter selv langt bedre gjette.

I, som har glemt, og som aldrig vidste,

Hvorlunde det til Hjertet gaaer at miste

Sit Hjertes største, eneste Attraa,

Sin Elskte — ak! I vil og ej forstaae,

Hvi Odo sidder bleg paa Klippens Rand,

Og stirrer ned i Rhinens dybe Vand,

Som om han næred vilde Selvmordstanker;

Ej heller hvorfor Adelgrunde vanker

Med dybe Hjertesuk og Graad paa Kind

I Grandskovens skumle Skygger ind.

Og dette blot, fordi en Fyrsteløn —

En vældig Ridder, ung og riig og skjøn,

Hvis Krigerdaad den halve Verden priser —

Som Bejler sig for Adelgrunde viser.

Vist tusind Piger ønsked sig at være

I hendes Sted: slig Herlighed og Ære

Ej plejer at bortskræmme unge Mø;

Og dog vil Adelgrunde heller døe,

End dele Prins Gerhardos Seng og Rige —

Kan Elskovs Vanvid højere vel stige?

Gerhardo var en Helt heel stærk og kjek,

Men grum og trædsk tillige, og en Skræk

For sine Venner som for sine Fiender;

Ja ikke blot for Mænd, men og for — Qvinder,

For Qvinder? ja, thi ogsaa disse fandt

Ham stedse troløs, stedse sejersvant.

Om Adelgrunde havde Rygtet alt

Vor Prinds vidunderlige Ting fortalt;

Hvor himmelsk skjøn hun var; men og tillige,

Hvor himmelsk reen, en Engel — ingen Pige;

Thi hidindtil hun torde stolt forsmaae,

Hvad Piger ellers længselsfuldt attraae.

Her — tænkte Prindsen — er det værd at svinge

Eupidos Fane; det vil Ære bringe

Med Elskovs Ild slig Sneebarm at optøe,

Og overvinde den haardnakne Mø.

Han kom — han saae — han streed, men sejred ikke;

Forgjæves vare Ord og Suk og Blikke,

Spildt var hver Smiger, spildt var hvert Smiil;

Det velforvarte Hjerte ingen Piil

Fra sejersvante Haand formaaer at ramme;

Hun bliver Iis, mens han er idel Flamme.

For førstegang det Underværk han saae,

En Dyd, som heldig voved at modstaae

Hver mulig Fristelse. Han saae end meer —

(Hvad dog ved sligt Mirakel gjerne skeer) —

At selv i Hjertet han saa dybt var saaret,

Ja, af den skjælmske Gud saa plat bedaaret,

At kun eet Middel for ham var tilbage —

Det samme, som han hidtil alle Dage

Ansaae med Haan, med Spot omtalede —

Han maatte sig i Hymens Lænker see,

Hvis udaf Amors ellers nogensinde

Han skulde sig befrie, og Sejer vinde.

Men see! et andet Underværk! og større

Hartad, end det, vi just beunderet førre:

Selv Prindsens Haand afslaaer den stolte Qvinde.

Det faldt den gamle Herman tungt paa Sinde:

Han smigrer, lokker, beder, skjænder, truer;

Men ubevægelig si Datter skuer.

Paa Bønner, paa Befalinger han faaer

Bestandigt Afslag, og dermed han gaaer

Til Prinds Gerhardo, som den bittre Harm

End gjemme maae dybt i sin trædske Barm.

Her stikker Andet under — tænkte denne —

Og tænkte saa med Rette; sine Svende

Han byder nu heel tyst at staae paa Luur

Ved stakkels Adelgrundes Jomfrubuur.

Da er det, at hun sig i Mørket sniger

Fra Slottet ud, og ned i Haven stiger,

For ved sin Elskedes trofaste Bryst

At hente for sin Kummer Raad og Trøst.

Forgjæves længe hun om Odo leder:

Hun seer ham ikke paa de vandte Steder.

Forgjæves hvisker hun det kjere Navn

I hvert et Lysthuus; ej med aabnet Favn

Han hende sig, som før, imøde kaster.

Dog er endnu et Skjul — didhen hun haster —

Hvor tidt de sad over Rhinens Fald,

Med Barm ved Barm i lønlig Klippehal.

Han er der. Men i bristefærdigt Hjerte

Skindsygens Qvaler, haabløs Elskovs Smerte

Vildt rase, liig den Fos, forneden skummer,

Hvor snart at drukne sin navnløse Kummer

Han alt besluttet har. — Som han sin Fod

Opløfter, for udi den dybe Flod

At styrte sig, fra Dødens Svælg tilbage

Med Angstens Kraft den Elskte ham mon drage.

„Hvorhen Du Grumme!” raaber hun; saa ilde

„Din Piges Kjerlighed Du lønne vilde!

„Mens jeg for Dig min Fædreborg forlader,

„Opofrer Dig mit Hjem, mit Navn — min Fader,

„Du offre vil Dig selv og mig tillige!

„Hvor kan Du saa din Adelgrunde svige?”

Med Angers Taarer Odo synker ned.

Saa inderlig, saa trofast Kjerlighed

Beskæmmer Ynglingen og brat borttager

Skinsygens Braad, der bange Hjerte Plager.

Med Graad paa hede Kind, med ømme Blikke

Afbeder han sin Synd; han taler ikke.

Thi Følelsernes Storm hans Læbe lukker;

Ved Pigens Fod han skjælver kun og sukker.

Tilgivelse at skjænke og at faae,

Hvor sødt for Elskende! — I skumle Vraa

Dem Kjerlighed et Paradiis bereder;

Desværre ingen Engel det omfreder.

Men Spejderen staaer lumsk med graadigt Øre;

Hver lønligt Elskovsord han monne høre.

Han hører og det Raad, de nu oplægge:

At søge Skjul bag Borgruinens Vægge.

Did samme Nat beslutte de at tye,

Og snart derefter ud af Landet flye.

Spionen flux til Altenborgen iler,

Didind, hvor Prinds Gerhardo søvnløs hviler;

Fortæller, hvad han nys opdaget har.

Det som et Sværd i skinsyg Hjerte skar;

Hvor tvende Lidenskaber voldsomt streed;

Men Had tilsidst fordrev dog Kjerlighed,

Og grusom Plan i trædske Sjel udklækked.

Gerhard ihast den gamle Ridder vækked:

„Op gamle Mand! vaagn op, og hør!” han skreeg,

!Hvor man din taabelige Ømhed sveeg:

” Din Alders Haab, din Datter deler Seng —

” O Skjændsel, Ridder! med din Gartnerdreng.”

Den gamle Herman vild af Lejet springer,

Et Tordenskrald det for hans Øre klinger —

„Hvor? hvor?” han raaber, „før mig snart! min Arm

„Ham gjennembore skal ved hendes Barm.” —

„Alt flygtede” gjenmæler Prindsen, „ men

„Meer end Formodning har jeg dog, hvorhen;

„Og hvis I Hævnen mig vil overgive,

„Jeg sværger, den skal vis og rædsom blive.”

„Ja! iil, min Søn!” den dybtvanærte Fader

I Harme raaber — „jeg Dig overlader

„Min Faderrettighed, min Herremagt;

„Tag mine Svende, hele Gaardens Vagt!

„Før dem, og brug dem, hvor og som Du vil,

” Saalænge som Du lyster, og indtil

„I Blod Du farver Skurkens Hovedlok;

„Ja til Du siger selv: nu er det nok!”

Gerhardo i sin skumle Glæde smiler,

Og under Hævngudindens Svøbe iler,

Med Hjertet svulmende af giftigt Raad,

I Morgenlyset ud til Mørkets Daab.

Ham Spejderen har atter Budskab bragt;

Og hævnens Plan er snart og sikkert lagt.

Hiin Borgruin, hvorhen de arme Tvende

I raadvild Hjerteangst sig monne vende,

Et Minde fra den fjerne Hedenold,

Bestod blot af en kratbevokset Vold,

Der trindt omgav et Taarn, som Tidens Vælde

Ej mægted i Aarhundrede at fælde.

Til denne Levning af et Kæmpeslot

Een Indgang lav og snever førte blot,

Hvor Ingen voved sig af Agtelse

For Aanden, som derinde puslede.

Dog Kjelighed, som uindskrænket svinger

Sin Herskerstav, selv Aandefrygt betvinger.

Hvo ret alvorlig elsker, ræddes ej,

Om selve Døden møder paa hans Vej;

Ej Staal, ej Baal, kan lære ham at flygte:

Hvi skulde han da for en Skygge flygte?

Ved Taarnets Dør en mængde Kalk og Steen

Er hobet op; en Murer staaer med Steen.

Paa Prindsens første Vink beredt at lukke

For Odo og han Brud, og Lyset slukke

For evigt for dem ud. Men Prindsen skotter

Ud skumle Aabning ind, og grusom spotter:

„Sov vel, Du Gartner med din søde Skat,

„Jeg ønsker Jer en rolig Brudenat!

„Bli’er den end lang og kold, I faaer at varme

„Og trøste Jer udi hverandres Arme!”

Saa taler han; og selv den største Steen

Han lægger til. Den Murer er ej seen,

Men bygger om de Levende en Grav.

„Før Dommedag de Staae ej op deraf,”

Saa raaber Prindsen, og ved Taarnet lader

En Vagt; men selv til Adelgrundes Fader

Han iler hjem, og ham indbilder; „at

„De tvende Flygtninge han snart faaer fat;

„Omringede de kunne ej undslippe;

„Han haver lagt en Plan, som ej kan glippe.”

En Uge gaaer forbi. Den Trædske veed

Tilfreds at stile Gubbens Ængstelighed

Ved mangen Udflugt. — endelig han triner

I Rejsedragt for Herman ind og griner:

„Hav Tak for Laanet af din Svendeflok!

„Jeg haver brugt den vel, nu er det nok.

„Du vilde koble Gerhard til en Skjøge:

„I Borgruinen kan Du hende søge!”

Gerhardo skogger vildt i Sky, og gaaer.

Forstenet Ridderen tilbage staaer.

Det Rædsels-Budskab har ham saa berøvet,

At ej engang, hvad Udaad nu er øvet,

Han fatter, før en Svend med bitter Sorg

Bebrejder Herman, hvad den hele Borg

Troer med hans Vil og Vidende udføret.

Men neppe har han hiin Ugjerning hørt,

Før, som forfulgt af Furier, han farer

Til Borgruinen op. De Svendeskarer

Med Brækkejern og Stænger følger efter,

At prøve nysopførte Murers Kræfter.

Alt løftes Armene; selv Herman hæver

En Stang, der som hans eget Hjerte bæver:

Da hør! fra Taarnet lyder huult en Røst,

Liig natligt Bølgedrøn, paa fjerne Kyst:

„Kom ikke her!” — saa hørtes den at sige —

„Hvad vil den Levende i Dødens Rige?

„Din Grusomhed os bygge har en Grav;

„Før Dommedag opstaae vi ej deraf.

„Til Hungerdøden Du os her fordømte;

„Dens hele Bitterhed vi alt udtømte

„Før Solen trende Gange sank i Hav.

„Forstyr nu ej vor Ro i stille Grav!

„Med Bøn og Anger Du til Hjemmet ile!

„Viig bort! viig bort! og lad de Døde hvile!”

Forfærdet Ridderen tilbage tumler,

Mens end derinde Stemmen rædsom brumler.

Han med sin Skare hjem til Slottet veeg.

Ej Nogen siden op til Taarnet steeg.

Uaabnet i Aarhundeder det stod,

Til i Ruiner blandtes Top med Fod.

Men Herman angerfuld lod Messer sjunge,

Og Helligkjerter brænde, Klokker runge

For hines Sjele, og for egen Brøde.

Dog Intet kan hans Savn, hans Sorg forsøde.

Omsider Gaard og Gods og Alt han sælger,

Og skjænker Klosteret; han selv udvælger

En ydmyg Pilgrims Stand, og ved sin Stav

Han gaaer, at finde Trøst hos Jesu grav.

Et Løvte den ulykkelige Fader

Aflægger, før han Altenborg forlader:

Tilfods han ende vil den hele Vej,

Men ride eller age maae han ej.

Thi kan man tænke sig, hvor seent det gaaer:

Jerusalem først efter trende Aar

Han langer; og igjen i trende andre

Han monne mødelig tilbagevandre.

Ved Dnaus Bredder han en Aften silde

Imellem Sorteskovens Klipper vilde

Forfejler Vejen. Under aaben Sky

Han ved et Træ maae tage Nattely;

I Pilgrimskappen hyllet, han tillukker

De matte Øjne, og til Himlen sukker.

Og da han dem om Morgenen opslaaer,

En liden Dreng tæt ved hans Side staaer.

Mildt nynnende en Blomsterkrands han binder,

Mens Smilet spiller paa de røde Kinder.

„Hvad er dit Navn, Du Lille?” spørger Gubben,

Og drager Glutten til sig hen paa Stubben.

„Jeg hedder Herman,” svarer han, og rækker

Den gamle Krandsen. Dette Navn opvækker

De smerteligste Minder i hans Barm,

„Ak!” sukker han, og favner med sin Arm

Den lille Knøs; min stakkels Adelgrunde

„Mig og en saadan Herman skjænket kunde,

„Hvis ej — o Gud! naar skal min Sorg udslettes?

„Naar skal mit Hjerte da i Døde lettes

„For sine svare Byrder? Naar, o naar

„Mon jeg til Eder, min Elskte! gaaer?

„Dig Adelgrunde! Dig, min Hermuntrude! —

„Ih! raaber Glutten,” seer Du ej, histude

„Min Søster Hermuntrude kommer jo!”

Den Gamle gøs: „Hvo ere vel I To?

„Hvo torde Eder disse Navne give,

„Som alle mine Hjertesaar oprive?”

Forskrækket rygger sig den lille Dreng;

Men Søsteren hen over grønne Eng

Til ham hidiler. Herman skjælver atter:

Hun ligner jo den længstbegravne Datter!

„Er det en Engel? eller hendes Aand

„I Engleskabning? Er det Herrens Haand,

„Som straffende min Synd, mig rører nu?” —

„Du stakkkels Gamle Mand! hvad fattes Du?

„Kom med til Moder, hun skal pleje Dig!”

Saa taler Pigen ømt og mildelig;

Og fatter Gubbens kolde Haand; og Drengen

I Kappen drager ham henover Engen.

En Hytte ydmygt under Bjerget laae,

Med hvidtanstrøget Væg, og Tag af Straa;

Foran en Have med sin Rosenhæk,

Gjennemslynget af en venlig Bæk.

I Hytten Dør end mere venligt smiler

En Yndig Viv, og dem imøde iler.

Den Pilgrim stirrer — Himmel! hvilket Under!

Her staaer foran ham tvende Adelgrunder —

Den store er hans Datter, som han troer,

Forlængst i Gravens mørke Skygge boer.

Han stirrer, tvivler, skjælver, vakler, blegner —

Hun kjender ham, og i hans Arme segner.

Ej hendes Kjære Odo længe dvæler:

Han iler til og hos dem begge knæler.

Et saadant Øjensyns hele Salighed

Ret at beskrive ingen Digter veed.

Det Himmelske formaaer hen ej at male;

Han tier bedst, og lader Hjertet tale.

Hvis I nu Lyst at vide har, hvorlunde

Vor Odo frelstes med sin Adelgrunde,

Jeg ogsaa gjerne med historisk Fakkel

Oplyser et saa underligt Mirakel.

Da Primds Gerhardo — som I hørte før —

Kom med en Muur at lukke Taarnets Dør,

De Flygtede derinde sad og hørte

Hans Spottetale, saae hvor han opførte

Den Væg, som dem fra Verden udelukket;

— Den var fuldendt; det sidste Lys udslukket;

Umulig nu var Hjælp, forgjæves Raad.

Da først opløfte Skrækken sig i Graad,

Og Suk til ham, som frelse kan i Nøden:

Om snart at sende sidste Frelse — Døden.

Til Odos Barm sig knuged Adelgrunde;

Og hans og hendes Taarer sammenrunde.

Saa sad de længe klynged Bryst til Bryst;

At døe tilsammen er den sidste Trøst.

Først i det rædselsfulde Mulm udbryder

Han med en Stemme, som i Graad henflyder:

„Vi ere Offre for en Kjærlighed,

„Der førte kun i Dødens Skygger ned.

„En længer Vej vi haabed her at vandre

„I Lysets Land deroppe med hverandre,

„Dog snart omstraaler os et bedre Lys,

„Min Elskede! hvorfor da dette Gys?

„Frygt ej for Gravens Mulm og Dødens Smerte!

„Du hviler trygt jo ved din Odos Hjerte!

„Sov ind da sødelig i Jesu Navn!

„Vi begge opvaagne i hans Favn.”

      — „Ja snart, o snart, min elskte Ven!” hun siger.

„Min Sjel fra dette Mulm mod Lyset higer;

„Men os er Verdens Lys jo evigt slukt,

„Og Livets Dør er efter os tillukt.

„Hvi tøve da? Os vinker Morgenrøden

„Her er en Dolk! og her mit Hjerte slaaer:

„Først mig! saa Dig! og snart vi Maalet naaer.”

      — „Nej!” siger han, eengang jeg ende vilde

„Formasteligt, og Dødens Frugt forspilde:

„Du mig som Frelsens, Haabets Engel svang

„Bort fra Afgrundens Rand; ej andengang

„Fortvivler jeg. Lad os taalmodig vente

„Til Dødens Engel vil os begge hente.”

Saa taler han, og Dolken fra sig slænger;

Men hør! dens Klang som op af Dybet trænger

Sig til de lyttende; som fra en hvælvet Hal

Gjenlydende de høre kan dens Fald.

„Ha! hvad er dette?” hvisker han; „jeg mindes,

„At Sagnet gik, en Løngang her skal findes.

„Ak Adelgrunde! hvis det nu var sandt?

„Om Dagens Lys igjen for os oprandt?

„Og til de Levende os atter samler” —

Han rejser sig, og hen i Mørket famler;

Hun, skjælvende af Haab, sig klynger fast

Til Odos Arm — bort under dem der brast

Een vældig Steen, og ligesaa nedtumler:

Dernede, dem en sød Musik, det brumler.

Brat skydes bort en anden Klippeblok,

Og snart er Aabningen udvidet nok.

Ned ad en Vindeltrappe stige Begge,

Og mærke let, at mellem Hallens Vægge

De sig befinde. Videre de gaae,

Og heldigen tilsidst en Udgang naae.

Og nu — o milde Himmel! fjernt de skimte

En Dagens Straale dem i møde glimte.

Den leder trolig dem, og sviger ikke;

Thi efter et Par korte Øjeblikke

Befriede ved Bjergets Fod de staae,

Og hilse knælende Guds skjønne Himmel blaa.

Saa var vel Livets Dør for dem oplukt;

Men vanskelig var end de Frelstes Flugt.

Om Dagen maae han tye til skumle Hule;

Om Natten maae hun sig allene skjule.

Hun Angst og længselsfuld derinde venter,

Mens han til Livets knappe Ophold henter,

Og spejder om, og naar, og hvor de skal

Paa Flugten give sig fra Taarnets Hal.

Omsider Friheds Dag for dem oprinder,

Og efter lang Omflakken Odo finder

Den Hytte hvor dem Fader Herman fandt,

Og hvor hans sidste Dage sødelig henrandt.