Halvmaanen over Askedynger staaer,
Og mat og gusten som en Dødning smiler;
Den røde Bølge vildt mod Klippen slaaer,
Og skjælvende igjen mod Dybet iler.
Strandmaagen svinger sig med Skriig i Sky,
Og flygter fra de dampende Ruiner;
Men Ravnen til den ødelagte By
Med graadig Lyst igjennem Luften hviner.
Ipsara! Du, som klippebygget stod,
Og hæved Dig, en Dronning, over Havet,
Ak! sank Du nu Emmer og i Blod?
Er al din Vælde nu i Gruus begravet?
Hvorlunde faldt Du, unge Grækerstad?
Hvor est du nu saa taus og øde vorden?
Hvo laved Dig det grumme Birtingsbad,
Og jævnede din høje Vold med Jorden?
Ej faldt Du som et Lam i Ulvens Klo,
Ei som for Høgen værgeløse Due.
Du segnede, men ei din Fiende loe;
I Faldet brød Du Sejerherrens Bue.
Som Bjørnen faldt Du efter blodig Kamp,
Som Løven bag en Vold af dræbte Fiender;
Du sank tilsammen under Ild og Damp;
Mordbrænderens i Helteblodet rinder.
De tordnede: Du svarte Skrald paa Skrald,
Du spidded dem paa Stridens røde Landse;
Liig Samson knuste Du dem i dit Fald,
I Døden tumled de paa vundne Skandse.
Uhævnet styrtede Du ej til Jord,
Og ej som Ræven ræd du indebrændte;
Paa Ildens Vinger du til Himlen foer,
Og ned til Hel de knuste Fiender sendte.
O Du, som sukker dybt af ængstet Barm,
Tilbed og haab, selv under bedske Taarer!
Forkortet er ej Herrens Almagts Arm,
Og læge vil den samme Gud, som saarer.
Nej! ej forgjæves har han Haabet vakt;
Ei for at slukkes Lyset han antændte:
Til Støvet har han Trøstens Balsom rakt,
Da Tvivlens Nat til Troens Dag han vendte.
Lad Nattens Aander ruste sig til Striid!
Lad Vellyst, Guld og Grumhed Jorden hærge!
Om seent, engang dog kommer Frelsens Tid,
Og Dagen skinner over Dal og Bjerge.
Som ene Friheds Himmelbanner svinger;
Med Fiendeblod Du læge skal Dit Saar,
Mens Sorgen i Din Barm Du fast betvinger.
Qvæl Vemodssukket i dit stærke Bryst!
Knug i Dit Øje Taaren flux tilbage!
Nu rejse Du Dig ret til blodig Dyst,
Og Sværdet nu til dybest Hug uddrage!
Sejr, Hellas! eller og for evig fald!
Den rette Kampdagssol i Øst opluer;
Hist straaler den paa evig Frihedshald —
Og hist Tyrannens Fængselshule truer.
Glem ej Ipsara paa den hede Dag!
Dens Aske end bag sorte Mure gløder;
Glem ej Ipsara, naar med Kæmpeslag
Du de blodstænkte Morderflokke møder.
De Trællehænder dryppe end af Blod,
Af Værgeløses Hjerteblod de dampe.
Styrt dem til Jorden! træd dem under Fod;
Som Skarn paa Marken Du til Støv dem stampe!
O Græker! løft Dit Vredes-Øje! — see!
Nymaanen paa Ipsaras Tomte blinker;
Den truer rædsomt, liig en hvæsset Lee,
Og Dig til Døden eller Sejren vinker.
Til Sejr! til Sejr! Løft Korsets Himmeltegn!
I dette Tegn Du stride skal og vinde!
Dit frelste Land bag Dine Sværdes Hegn
Skal Sejerskrandsen til Din Isse binde.