Hvad hører jeg? hvis er den Harpeklang,
Der bævende igjennem Natten bryder?
Er det en Oldings matte Svanesang,
Der huul og dyb, som op fra Graven lyder?
Hvad? kommer denne sorrigfulde Røst
Ud fra et Hjerte, Livets Bølger knuste?
Hvad eller trænger den sig fra et Bryst,
Hvor sidste Stød af Modgangsstorme bruste?
Ak Yngling! er det Dig, som trættet alt
Ved Livets først Fjed vil slynge Staven?
Som selv vil Dig nedstyrte, før Du faldt,
Og trine fast fra Vuggen ned i Graven?
Hvad? vil Du springe da saa brat forbi
De allerbedste Læreaar herneden?
Og gjøre Dig i Blomstertiden fri,
Før Du est modnet først til Evigheden?
Er det din Barndoms sorgeløse Sind?
Dit lyse Ungdomsblik hen over Livet?
Og kan da Skjæbnens første Modgangsvind
Dig bøje svag og vaklende som Sivet?
Er det den Kraft, som hævede din Arm
Til Sværdet kjekt mod Lastens Æt at bære?
Er det hiint mod, som lued’ i din Barm,
Og daadløs nu sig selver skal fortære?
Om Strømmen mod Dig bruser — vov at staae!
Om Natten sortner — Yngling, vov at haabe!
Synk ej, for Tordnens røde Hamre slaae!
Gak ej iskjul ved Regnens første Draabe!
I evigt Solskin segner Blomsten mat,
Og under evigt Havblik Vandet skimler;
Det bølger renset efter Stormens Nat,
Og huldt oplivet Blomsterflokken vrimler.
En ædel Sjel for Stormen ræddes ej:
Den Kjekke stander oprejst under Torden;
Han finder gjennem Taagerne sin vej,
I Nattens Mørke skuer han fra Jorden.
Vil Du fortvivle, for dit svage Blik
Kan ej det sidste store Maal opdage?
For Du ej saae det sidste Fjed, vi gik,
Vil Du paa Midten af din Vej forsage?
Nedstyrter Lærken sig da fra sin Sky,
For den ej seer, for hvem dens Strube klinger?
Og Broder! Du vil fejg til Jorden tye,
For Du ej strax til Himlen Dig opsvinger?
Hør! Nattens Sanger sine Triller slaaer;
skjøndt dybt i Mulm, den sig ved Haabet fryder. —
Du harmes, skjøndt Du højt i Dagen staaer,
For Du ej hver en Dæmring gjennembryder.
Var gjennembrudt hver Tvivlens Dæmring her,
Hvad var da vel for Evighed tilbage?
Saae vi om Natten Solens Middagsskjær,
Hvad skulde os til Morgenlyset drage?
Løft op dit Aasyn! det blev ikke skabt
For modløs sig i Støvet ned at bøje.
I Støv Du finder ej, hvad Du har tabt;
Din Tro, dit Haab, din Fryd er i det Høje.
Den højes Billed fik Du fra hans Haand,
Din Røst er selv en Gjenlyd af hans Stemme,
Fra Støv dit Støv, fra Himlen er din Aand:
I Mulm din Krop, i Lys din Sjel har hjemme.
O est Du vel den første da, hvis Blik
Har sig i Livets Labyrinth forvildet,
Men trøstig dog igjennem Mulmet gik,
Skjøndt han i Tvivlens Snare tæt var hildet?
Est Du den første, som fortvivlet saae,
At Dyden ofte kæmper her forgjæves,
Og ofte, ak! i Kampen underlaae,
Mens Lasten sejrende til Skyen hæves?
Og est Du da den eneste, min Ven,
Som i din Rosenvaar paa Torne træder?
Ak! her paa Jord saa mangen Ungersvend
Med Graad, saa salt som din, sit Øje væder.
Selv den, hvis Broderhjerte yder nu
Den Trøst, han søgte tidt i Sorg nedbøjet,
I Tvivl og Mørke famlede som Du,
Skjøndt nu med Haabets lyse Smiil i Øjet.
Løft da dit Aasyn til den Himmel blaa,
Som over Dig og mig sig yndigt hvælver,
Synk ej, saalænge Du har Kraft at staae!
Grib Troens Sværd, og haab, hvorvel Du skjælver!
Søg efter Rosen, som saa yndelig —
Skjøndt mellem Tjørn — i Taaredalen smiler!
Blik op til Solen! skjøndt den skjuler sig
Bag Skyen tidt, og ind i Stormen iler.
Er det ej bedre som en Styrkens Søn
Paa Kampens Mark at stride og at bløde,
End modløs flygtende og fejg, i Løn
At segne i sin Kraftens Morgenrøde?
Og o! min elskte Broder! har Du ej
Endnu et Lys i Livets skumle Dampe?
Endnu en Stav paa stejle Klippevej?
Endnu et Skjold i Skyggelandets Kampe?
Hvo har den Stemme i din Barm opvakt,
Der synger, selv naar den tungsindig klager?
Hvo haver Dig din Trøsteharpe rakt,
Hvis Strenge tone selv naar Stormen brager?
Den er fra Sorgens og fra Glædens Gud
En Anelse om bedre Himmeltoner;
Den udi Smertens vilde Bølgebrud
Med Jorden og dens Tant os mildt forsoner.
Saa synge Du, mens her paa Jorderig
Du tumles om paa Skjæbnens mørke Vande,
Til Du ved Almagts Bud skal hæve Dig,
Og med de Saliges din Stemme blande!