At ligne Livet ved et Gjæstebud,
Ved første Øjekast seer lystigt ud;
Naar Alle lige Part kun nød i Festen!
Men lever ogsaa med den rige Mand
En Deel i Herlighed og Glædesstand,
Vel sandt: her staaer et skjønt opdækket Bord;
Er Skaren end af Gjæster saare stor
Dog sørger Verten mesterlig for alle.
Naar blot Enhver — hvad dog sig sømmed bedst —
Ansaae sig selv, for hvad han er, for Gjæst;
Men Vert! saaledes vil Enhver sig kalde.
Gud bedre det for Verter! Hist staaer een,
Der giver Gjæsterne de bare Been,
Naar selv han har forsluget sig i Kjødet.
En anden hist tør sig ej spise mæt —
Som om han frygted Gift i hver en Ret —
Og muldent for ham vorder stedse Brødet.
Viis Dig ved Bordet som en høflig Gjæst!
Hold Venskab og med dem, Dig sidde næst!
Est Du end moed, forstyr ej Andres Glæde!
Last ej paa Maden! træng ej heller Dig
Til højbords op; men bliv beskedenlig
Og veltilfreds paa dit anviste Sæde!
Her gives Retter nok; men deriblandt
Om Du de fleste Skueretter fandt:
Med Nøjsomhed lad Dig de andre smage!
„Spiis for at leve!” aldrig skalt Du da,
Naar Bordet dækkes af, og Du gaaer fra,
Som hungrig eller overmæt Dig klage.