Den stolte Flod, som spreder Frugtbarhed
Omkring sig trindt, og tusind Dale føder,
Opsvulmer tidt ud over egen Bred,
Og sine egne værker grusom øder.
Men liden bæk, kun seet og kjendt af Faa,
En lønlig Eng med sine Vande nærer;
Dog mangt et Blomster ved dens Bølge blaa
Fremspirer, og sit Frøe fuldmodent bærer.
Saa svandt, o Salige! Dit stille Liv
Foruden Bram, men ej foruden Dyder:
Lidt kjendt, men meget elsket — fromme Viv!
Varst Du, og derfor Vedmodstaaren flyder.
Din Hedenfart var som din Vandring blid,
Liig Bækkens, der sig midt i Havet taber;
Dit Støv nedsank til Jorden i sin Tid —
Din Aand opsteg til Støvets, Aandens Skaber.