Steen Steensen Blicher (1782–1848)

Henholdende mig til min ældre Kundgjørelse,

Der insinuerte til gunstig Bønhørelse

Et overhaands billigt Ønskes Fremførelse;

Fornyes det samme med skyldig Ærbødighed

For Publicum, samt med fornøden Erkjendelse

Af egen ringe poetiske Lødighed,

Og ofte mislykket Tankeanspændelse.

      Jeg beder mig nemlig forskaanet for Lavelser

Af Vers til Bryllupper, Barsler, Begravelser;

Til gamle Matroner, og unge Dejligheder,

Med flere heel tidt forekommende Lejligheder!

      Hvor kan jeg modtage saa mange Bestillinger?

Frimester kun er jeg; har ingen Bevillinger

Paa Svendes ejheller paa Drenges Holdelse.

Man her kan sortere sit eget Varelager;

Thi kan jeg ejheller opvarte med rare Sager.

      Dernæst vil jeg gjøre en ærlig Tilstaaelse:

Jeg fattes, til ønskelig Højheds Opnaaelse

I saadanne Digtarter, Spirituøsighed,

Lyst, Tid, og især poetisk Brøsighed.

Thi naar sig Rasmus gifter med Elsebeth,

Og Elsebeth skjænkeer en Pode ham vel saa net;

Naar Peder døer, og bliver til Jorden stædet,

Og Arvingens Øje skjøndt i sin Orden vædet;

Naar Povel fejrer et Aars Udfyldelse

Med Rumbudding Ædelse, Viins Indskydelse;

Naar Mett’ confirmeres i nedringet Kjole smukt;

Mads bliver Cavaleer, og slipper for Skoletugt —

Ar Sligt da skal virke Begejstringens Hævelse,

Besøg paa Parnas og Pegasi Beskrævelse —

Det involverer just ingen Nødvendighed.

Og hertil kommer endnu den Omstændighed,

At saadan en pludselig Udkommanderelse

Er oftest en pinefuld Arbejdsformerelse.

      Summe Summarum! for ikke at vaase meer:

Ved Nætter og Dage at tygge sin Gaasefjer,

Ved gamle Tanker at vende og skrabe paany —

Skal ingen poetisk Skrædder skabe sig Ry,

Langt mindre Fordeel — naar ej man vil finde det saa:

Sit Eget forsømme, for andre paa Pinde at staae.

      Thi be’er jeg de Mange, som tidt har beæret mig

Med Krav paa den Smule, Apoll har beskjæret mig,

At have mig undskyldt! Det er med Beklagelse,

Jeg dette fremfører. — Dog stop! en Undtagelse,

Naturliviis gjøres med Alle, hvis Kjerlighed

Har udgjort mit Leveløbs skjønneste Herlighed:

Naar Vennen kalder — udkast kommer Musen brat;

Og Sjelen sig føler paa Timen i Ruus hensat.