12. Vise
til en Farvers Bryllup
til en Farvers Bryllup
Yndig er vor gamle Jord,
Evig ung den samme;
Trindt paa den fra Syd til Nord
Tusind Farver bramme:
Grøn er Dalen, Klippen graa.
Sneehvid Bølgen skjælver,
Himlen rød og guul og blaa
Over den sig hvælver.
Grønt er vaarens Højtidsdragt,
Grønne Rosens Knoppe,
Grønt er Engens bedste Pragt,
Grønne Skovens Toppe.
Grønt er Haabets Farve skjøn —
Himlens bedste Gave;
Haabet smiler eviggrøn
Her i Livets Have.
Hurra for den grønne Vaar,
Glædens rige Kilde,
Kjærlighedens muntre Aar,
Haabets Dage milde!
Hurra højt med Sjel og Mund
For den Mand og Qvinde,
Som i Vaarens glade Stund
Myrthekrandsen binde!
Guult er Høstens Farve huld,
Marken guul henbølger;
Guult er og det ædle Guld,
Jordens Skorpe dølger.
Guult er danske Pigers Haar,
Guult er Sol i Østen;
Hvad engang var grønt i Vaar,
Bli’er dog guult i Høsten.
Hurra for den gule Høst,
Haabets modne Alder!
Gyldne Frugt paa Markens Bryst
Og fra Træet falder.
Hurra for den Viv, som var
Mandens Sommerglæde!
Først i Høst sig prise la’er
Vaarens Myrthekjæde.
Hvidt er Uskylds Farve blid,
Hvid er Dalens Lillie;
Jomfrubarm som Snee er hvid,
Hvid er Alpens Tillie.
Ak! men hvid er Vinteren,
Hvid er Gubbens Isse,
Grønt og guult skal falme hen,
Alt bli’er hvidt tilvisse.
Hurra for de gamle Aar!
Lad kun Storme kule!
Hurra for de hvide Haar,
Gubbens Isse skjule!
Hvide vinter har sin Fryd,
Hvide Haar sin Ære —
Skaal for hver, som Alderens Pryd
Kan med Hæder bære!
Purpur er min Livcouleur,
Saa er Pigens Kinder;
Og er Vinen som den bør,
Purpurrød den rinder.
Rosen, Blomsterdronning sød,
Purpurfarvet smiler;
Morgensolen purpurrød
Op af Havet iler.
Hurra for den Pigelil!
For de røde Druer!
Hurra for den Glædesild,
Som i Hjertet luer!
Sommer, Vinter, Vaar og Høst —
Hver sin Fryd, sin Lyde:
Muntert Sind og ærligt Bryst
Skal dem alle nyde!