5. Epilog(Efter en Tragoedie)„Ej blot til Lyst!” saa sige vi, naar lystig SkjemtGjør Hjertet til en mild og aandig Glæde stemt;Naar skjelmt Thalia bag sin gamle Maske leer,Og ind til Daarerne med Satyrsvøben seer.Indklædt i Spøg saa mangen Sandhed her man fatter;Man underviser og man lærer under Latter.Indklædt i vittig Skjemt saamangen AlvorslæreTil Hjertet finder Vej, og Frugter monne bære.Saaledes glider Sandheds bedste Pille ned,Forsødet ved Poetens kloge Lystighed.Man lytter villig til den muntre Lærers Røst,Og tænker smilende: „Saamænd! ej blot til Lyst!”„Ej blot til Lyst!” med større Føje maae vi sige,Naar Melpomene med sin Dolk vi see fremstige;Naar under dybe Suk med Taarer paa sin KindI Hjertets Labyrinther hun os leder ind;Naar Lidenskabens høje, vilde VovespilHun i et sanddru Spejl os foreholde vil.Naar Lasters skumle Hær til Kamp mod Dyd sig lejrer,Vi see den tabe dog tilsidst — selv om den sejrer.Naar Dyden straaler i sin himmelske Gestalt,Vi see den dog sejre tilsidst — selv om den faldt.Vort Hjerte vexelviis af Haab og Frygt bevæges,Af Kummer saares det — ved Fryd det atter læges;Nu klemmes det af Sorg, nu svulmer det af Harm;Nu Had — nu Kjerlighed opluer i vor Barm, —Indtil bag Dækket flux den hele Scene svinder.Lidt efter lidt man da sig summer og befinder,Da lægger sig den Storm, som vores Sind oprørte;Dog er det, som vi end en sagte Susen hørte,Vi mærke af en Efterklang udi vort Bryst:Det var — skjøndt kun et Digt — dog ikke blot til Lyst.