Dejlig est du, mit Østhavs Møe!
Hvad enten jeg dig ved Daggrye skuer,
Naar Morgensoel paa dit Ansigt luer,
Hvad eller Middagens klare Søe
I blinkende Strimer dig ruller imod,
Og pladskende bader din hvide Fod:
Eller naar Solen, træt af sin Gang,
Det røde Øje i Vesten lukker,
Og bag dit høje Hoved dukker,
Din Skygge lægger paa Havet lang.
Dog gaaer jeg helst under Stjerners Hær
Med Harpen ene højt op paa Brinken,
At være Maanens milde Blinken
Og dine Lokkers Susen nær.
Hvor kan du smile, Nattens Ven?
Varst du ei her, da Fredlejf blegned,
Og da min hulde Thora segned
For Yngling sin i Døden hen?
Hvi kom du ej til Klipperiften,
Og lod dit lyse Øje see,
Da Øens Blomster visnede
I Nordenvindens kolde Viften?
Var som du selv ej Thora skjøn,
Som Foraarsdagens faure Bue?
Og var han ej en Ungdoms Lue,
En Styrkens rosenrøde Søn?
Dog faldt hun i sit Blomsteraar,
Han sank i Elskovs første Morgen:
Kom Harpe! lad os vække Sorgen,
Jeg dig til Suk og Taarer slaaer.
Bag Bjergets Top, som hænger højt i Luften,
Bag Klippevægen er en ensom Dal,
Den mangler ikke Blomsters søde Duften,
Og ej sit Løvtags grønne Sommersal.
De Blomster kommer Thora tidt at bryde —
Hun selv den faureste blandt alle dem;
Der høres stundom hendes Stemme lyde
I Nattens Sangerindes stille Hjem.
Den Stemme naaer engang til Kildevældet,
Hvor Fridlejf stander bøjet paa sit Spyd:
Han sødt forbauset springer op ad Fjældet,
At nærme sig den underfulde Lyd.
Som naar en Vandrer udi Aftenstunden
Træt og nedbøjet ad sin Vej mon gaae,
Snar skynder han sig gjennem Bøgelunden,
For inden Natten Huus og Hjem at naae;
Hvis da maaskee Fuldmaanen udi Øster
Mon svømme rund og rød paa fjerne Hav,
Han standser, og sig ved dens Skin forlyster,
I stille Undren støttet paa sin Stav:
Saa staaer ung Fridlejf og paa Bjergets Tinde
Glad bævende, urokket paa sit Sted, —
De samme Lænker Thoras Fødder binde,
Det faure Ansigt vendt mod Jorden ned.
Hvad falder hisset, liig en Nattens Stjerne,
Der fra sit Sted paa Himlen springer ud?
Sømanden seer dens Glimten i det Fjerne,
Og gysende erkjender Stormens Bud.
Det er et Spyd fra Hogbrods stærke Hænder,
Det søger grusomt Pigens hvide Bryst:
Forgjæves Arngrims Søn for Thora brænder,
Og hendes Død er ene Kæmpens Trøst.
Han fejler — Staalet gav ej den Gang Døden,
Det sidder rystende i Frelsens Eeg;
Men liig en Nattens Aand for Morgenrøden,
For Fredlejf Hogbrod gjennem Dalen veeg.
Hans bange Flugt kan Helten ikke standse;
Thi Hogbrod stævner alt mod fjerne Land:
Han seer ham gynge paa sin trygge Bølge,
Og staaer uhævnet paa det hvide Sand. —
Fra Hævnen er den Fejgheds Søn forsvundet —
Han slaaer i Harme Bølgen med sit Svær;
Men Thoras ømme Elskov har han vundet:
Den Sejr er meer end Fiendens Bane værd,
Vel som tilforn i Lunden Thora vanker —
Hver Aften er hun vist ved Egens Rod;
Men Blomster smaa hun ikke mere sanker,
Useete smile de ved hendes Fod.
Og Jægeren ej spænder meer sin Bue,
Han glemmer Bjergets Hind og Dalens Raa;
Han kan dem uden Hjertebanken skue
Trygt græssende tæt ved sin Side gaae.
Som tvende lyse Skyer paa Himlens Belte
En Havbliks Dag adskilte længe staae
Tilsidst de i et Vindstød sammensmelte,
Og nu forenede paa Himlen gaae.
Saaledes og i mangen Aftenrøde,
Opflammede af den ukjendte Lyst,
De hulde Elskovs Børn hinanden møde,
Før hun med Bæven synker til hans Bryst.
Som Blomst til Blomst sig vuggende opklynger,
Saa hviler Pigen i sin Ynglings Arm:
De Lilliehænder Heltens Hals omslynger,
Det skjønne Ansigt smiler ved hans Barm.
Smiil ej, o Pige! end Du ikke kjender,
Hvor Elskovs Morgenrøde blegner brat:
Den er en Ild, som stærk men stakket brænder,
Et Solglimt førend Stormens lange Nat.
Ak! er det Blod, i dine Aarer rinder,
Ej Thorgrims Blod — hiin stolte Drot i Nord?
Saa var, o Thora! Eders Fædre Fiender,
Det Had endnu i Thorgrims Hjerte boer.
Den gamle Helt i Vrede sammentrækker
De tykkke Bryn, han løfter mørk sin Haand:
„Hvis Du min slukte Vredes Ild opvækker —
„Det blier hans Død — han er min Avindsmand.”
Som pludselig en Storm fra Frostens Egne
En sildig Blomst til Jorden kryster ned:
Saa monne Thorgrims blege Dotter segne —
Falsk var dit Haab, o grumme Kjerlighed!
— Dog mødes de endnu, naar Natten breder
Sit tætte Skjul i Lunden over Dem.
Med Sukke blandes da de stjaalne Glæder,
Og under Kysse vælder Taaren frem.
Men Somren er forbi, de brune Blade
I kolde Vindes Hvirvler rasle ned;
Et mørkt og oprørt Hav er Engens Flade,
En nøgen Klippe Dalens Blomsterbed.
Med Haanden under Kind udi sit Fængsel
Mod Vesten stirrer Thoras Øje hen;
Hun efter Solens Dalen seer med Længsel,
Den samler hende med sit Hjertes Ven.
Han seer det Lys, den elskte Pige tænder,
Og springer dristig over Bjerg og Dal;
Men stærkere i Heltens Hjerte brænder,
Den Ild, hans unge Liv fortære skal.
En Vinteraften Nordenvinden stryger
Hen over Marken skjærende og kold;
Den tætte Snee fra Himmelen nedfyger
Og hvirvler hvinende om Borgens Vold.
„Hvor est Du, unge Helt? din Pige venter;
„Kan Du og trænge gjennem Stormen hen?
„O vogt Dig vel for Bjergets stejle Skrænter!
„Din Død er min, du Thoras elskte Ven!”
Men Fridlejf vader gjennem Sneens Dynger;
Han skimter Lyset højt paa Bjergets Top,
Snart han paa Elvens skjøre Iistag gynger,
Snart over glatte Klipper strider op.
Nu hævner Hogbrod sig — din lumske Fiende
Har Lampen paa en Afgrunds Bredde sat;
Den slukkes — ak! hvor vilt Du arme finde
Din Frelse gjennem Snee og Storm og Nat?
Men Stormen hyler — ingen Stjerne blinker,
Og Frosten skjærer, Natten er saa lang:
Han raver over Klintens stejle Brinker,
Til Havets Brølen standser Heltens Gang.
Haardt knuger Frosten — Styrkens Søn maae segne,
Han gyser — det er Dødens bittre Stund;
Paa Ungdoms Kinder Livets Roser blegne,
Og Thoras Navn døer paa den blege Mund.
— Svar var din Sorg, o Thora! — Solen smiler,
Vaarblomsten alt af Jorden dukker op;
Hvi mon hun ej til Klippedalen iler,
Til Kilden, eller Højens grønne Top?
Hun er et Liig i Dødens snævre Bolig,
Hiint Kors fortæller, hun var eengang her.
Farvel Du hulde! Dødens Søvn er rolig,
Dens Mulm er meer end Livets Solglands værd.