En Torvedag mod Aften hen,
naar Folk skal til og hjem igen
og kun vil slukke deres Tørst
med et Par gode Venner først,
da sidder én saa hyggelig
og føler sig saa lykkelig
og tænker ikke paa de lange,
de skotske Mile, og de mange
Lyngmoser, Bomme, Led og Stenter,
imens vor Mo’er derhjemme venter
og rynker sine Øjenbryn
og holder varm en god Slump Lyn.
At det er baade vist og sandt,
den gode Tom fra Shanter fandt,
da han red hjem en Nat fra Ayr
(som ingen By skal komme nær
— og gerne tror jeg, hvad man siger —
i brave Mænd og smukke Piger).
Aa Tom, aa havde du dog kun
lydt Konen, Katies, Raad, da hun
fortalte dig, du var en Bumler,
en Slubbert, Fyldevom og Rumler,
som ingen Torvedag var sober
helt fra November til Oktober
og drak hver Mølledag saa længe
med Møl’ren, som du havde Penge,
og hver Gang du til Smedje gik
en Kæfert dig med Smeden fik,
ja, Søndag selv med Kirkton-Jan, da
sad du og svired helt til Mandag.
Hun spaa’de, at du nok paa Bunden
af Doon en Gang blev druknet funden,
— hvis da ej Heksene en Nat
fik dig paa Kirkebakken fat,
hvor alskens Troldtøj holder til
og driver ret et slemme Spil.
I kære Koner! græde maa
jeg bare ved at tænke paa
de gode Raad, I giver, men
som Mandfolk alt for tit slaar hen.
Til Sagen! sent en Markedsdag
Tom i et Værtshus nød i Mag
ved Skænken i det lune Bum
hin Drik for Guder — Øl med Skum!
Og John Skomager sad ham nær,
en Ven saa tørstig og saa kær.
De var som Brødre tro og hulde
og hele Uger sammen fulde.
Rask Tiden gik med Sang og Snak,
og aldrig bedre Øl de drak,
og Tom blev kærlig mod Værtinden
med Nippekys og Kneb i Kinden,
med Hvisken og forlibte Øjne,
John kom med sine værste Løgne,
og Værten brølte højt af Latter, —
hvor rart det var knap nogen fatter,
og skønt det stormed fælt derude
lod Tom det ganske roligt tude.
Slig Fryd fortrød Fru Sorg, saa hun
sig drukned dybt paa Krusets Bund.
Som Honningbier, der flyver hjem,
Minutterne fløj bort for dem.
Først hist faar Konger Saligheden,
men Tom — han vandt den alt herneden.
Dog, Glæden lig en Valmublomst
faar ved Berøring sin Bekomst.
Den er som Sne, der neppe faldt
i Floden, før den smelted alt,
som hine Lys i Nord, der svinder,
endnu før Øjet sig besinder,
som Regnbuportens skønne Form,
der hurtigt blegner hen i Storm.
Men Tid og Strøm, de standser ej,
Tom maatte dog tilsidst paa Vej.
Han kom til Hest den Time sen,
hin Nattens Hovedhjørnesten,
og Natten var saa rædsom fæl,
som sikkert nogen syndig Sjæl
var nogen Sinde ude i —
det var en Storm, saa Gud os fri!
og Regnen pisked skraat mod Jorden,
langt drøned hen den hule Torden,
og Lyn paa Lyn skød ud for brat
at sluges af den sorte Nat.
Og det forstod hvert Barn, og gøs,
at slig en Nat var Fanden løs.
Paa Øget Meg (en Hest saa god,
som nogen Sinde løfted Fod)
Tom red trods Storm og Torden hjemad
og plasked gennem Æltet fremad
og holdt sin Hue fast paa Ho’det
og styrked ved en Vise Modet,
alt medens han af al sin Magt
var imod Spøgelser paa Vagt.
Kirk-Alloway var ret forude,
hvor man kan høre Genfærd tude
om Kap hver Nat med alle Ugler,
som sig ved Dag i Taarnet skjuler.
Nu var han over Vadet alt,
hvor Købmanden i Sne blev kvalt,
forbi de Birke og den Sten,
hvor Charlie brak sit Nakkeben,
ved Dyssen, som er tæt ved Lunden,
hvor Barnets Lig engang blev funden
nær Stedet paa hin Side Bækken,
hvor Konen hængte sig i Hækken.
Foran ham skummer Doon, og bruser
og dobbelt voldsomt Stormen suser,
mens Lynet knitrer Slag i Slag
og Tordnen ruller, Brag i Brag,
og i et Ildhav Kirken dukker
frem mellem Træerne, som sukker.
Hvert Lydhul stod i brandrød Gdans,
og vildt klang Latter, Hyl og Dans.
Aa Flaske! du, som lærer os
at byde hver en Fare Trods, —
med Øl vi slaar hver Sorg ihjel,
med Rom vi ler ad Fanden selv!
og Rusen stod vor Tom i Panden,
saa han gav hver en Djævel Fanden.
Men Meg stod stille midt i Snavset
og stirred om sig højst forbavset,
indtil med Hæl og Haand han fik
paamindet hende, saa hun gik
paa Vejen frem ved Skær af Lyn,
og — naa da! sikke dog et Syn!
Der dansed Troldene omkring
med Heksene i vilde Spring,
men Turene var ikke franske,
nej, de var gode indenlandske:
Hornpipe, Strathspey og Beel og Jig,
hvert Ben gik som en Trommestik.
I Vinduet i Kirkens Kor
sad gamle Erik som en stor
og grim og skurvet Køterkrop
og spilled flinkt til Dansen op.
Saa stærkt han Sækkepiben krysted,
at Mur og Tag og Hvælving rysted,
og rundt stod mangen aaben Kiste,
der Ligene i Lagen viste,
og ved et Kneb, som Fanden kender,
holdt hver et Lys i sine Hænder,
og Tom saa’ lige ind i Koret,
og skued dèr paa Alterbordet
en Benrad med et Halsjærn paa
og to udøbte Spædbørn smaa,
en Tyv fra Galgen skaaret ned,
hvis Gab var gispet rent af Led,
Skalpknive fem med brunrødt Skær,
fem krumme rustne Tyrkesværd,
et Strømpebaand, hvori et Barn
var kvalt af Moderen, det Skarn,
derhos en Kniv, hvormed en Søn
sin Bader myrded grumt i Løn,
— fast klæbet til det hvasse Blad
endnu en graalig Haartot sad, —
med mere fælt og gruligt, som
der ej engang bør tales om.
Mens Tom nu saa forundret til
blev Legen altid mere vild,
og højere blæste Helveds Herre,
og Dansen værre blev og værre;
de hopped, snurred, sprang og tramped,
til hver en Kælling røg og damped,
og da nu Farten blev saa stærk,
de valsed i den bare Særk.
Naa Tom, aa Tom, og hvis endda
det havde været Tøse, ja,
saadan omkring ved en Snes Aar,
det er da noget en forstaar.
Men gamle Hekse man, min Tro! maa
en Fæhund være for at glo paa.
Tom vidste dog, hvad der var hvad.
„Der var en Glut saa ung og glad”
den Nat i Laget kommen med,
der siden her ved Carricks Bred
blev kendt, thi mangen Hest hun skød
og voldte mangen Sømands Død,
og øded megen Bug og Byg,
saa man var aldrig rigtig tryg.
Men her min Muse sænker Vinge,
saa højt kan hun sig ikke svinge,
at hun beskrive kan i Sang,
hvor let ung Nanni løb og sprang,
og hvordan Tom sad helt forvirret
paa Meg, og som fortryllet stirred.
Selv Satan skæved hen til Tøjten
og peb af al sin Magt i Fløjten.
Et Spring! ét til! da Tom saa dem
han gik fra sine fulde fem
og raabte ganske højt: godt gjort!
og straks var alting mørkt og sort.
Han drev paa Meg af alle Kræfter,
men Helvedpakket styrted efter.
Som Bier vredt af Kuben sværmer,
naar Honningrøvere sig nærmer,
som Mortens dødelige Fjender
gi’r Hals, naar de den arme finder,
og som en Hob, der voldsomt bryder
af Sted, naar et „stop Tyven!” lyder,
det Troldtøj efter Meg nu fo’r
med Hyl og Skrig og hadske Ord.
Aa Tom, aa Tom! i Helved vil
de snart dig stege som en Sild.
Forgæves venter Katie hjemme,
hun snart som Enke vil sig græmme.
Nu, Meg! som aldrig før stræk Ben
til Broens store Hjørnesten.
Dèr kan du roligt ad dem svanse, —
ved Vand, som rinder, maa de stanse.
Men før de kunde Broen række
den maatte Halen til sig trække,
thi Nanni, der var forrest blandt
det hele Slæng, bestandig vandt
ind paa den brave Meg, og greb
alt efter Tom, og haardt det kneb, —
men da sprang Hoppen til, saa Tom
i Sikkerhed paa Broen kom,
dog Heksen Meg greb fast ved Bumpen,
saa den beholdt kun Halestumpen.
Hver Mand og Moders Sjæl, som denne
Historie har læst til Ende,
vogt Eder for de stærke Drikke
og se paa unge Hekse ikke!
Husk Tom fra Shanters Eventyr, —
den Glæde bliver let for dyr!