„Naar den fattige Mand taler om Burns løfter han Hovedet og hans Øjne lyser af Stolthed”. Saaledes siger en af den berømte skotske Bondedigters Landsmænd, Professor Wilson. Og Carlyle, ogsaa et af Skotlands store Navne, regner Burns’ Sange for „langt de bedste, som nogen Sinde er sungne paa engelsk Grund”.
Robert Burns var Søn af en fattig Almuesmand og fødtes 1759 i en ussel lille Hytte en halv Mils Vej Syd for Ayr-Floden, i Nærheden af Kirk-Alloway og den gamle Bro over Doon, Navne, der er saa velkendte fra „Tom fra Shanter”. Hans hele Liv henrandt under Kamp med Armoden og de Fristelser, der gerne er i Følge med den. Dog, hvor fattig han end var og hvor store Forvildelser, der end kaster Skygge over hans Personlighed, slukkedes aldrig den guddommelige Flamme i hans Sjæl. Gennem hele sin Barndom og Ungdom — og det vil noget nær sige gennem hele Livet — maatte han slide og slæbe som Jordbruger uden Haab om ad denne Vej at kunne bedre sine Kaar, men Sangens himmelske Gave, som han tidlig fandt sig i Besiddelse af, kastede sin Glans over hans tunge Kamp. Den Undervisning, han havde modtaget i sine Drengeaar, gav ham kun en tarvelig aandelig Udrustning, men var dog tilstrækkelig som Grundlag for videre Selvarbejde. Han lærte sig endogsaa selv Fransk og lidt Latin. Fra hans tidligste Barndom øvede de gamle skotske Sagn og Folkeviser en stærk Tiltrækningskraft paa hans modtagelige Sind. En levende Sans for Naturen og en dyb Samfølelse med alt menneskeligt strømmer igennem hans hele Digtning, der snart kalder paa Smilet, snart paa Taaren, og det skotske Bondesprog føjer sig som en smidig Form om de Emner, han behandler. Han er for sit Fødeland, hvad Blicher er for sit.
Dreven af Nøden stod han i Begreb med, endnu i sin bedste Ungdom, at forlade Skotland for at gaa til Vest-Indien, hvor han havde faaet Plads paa en Plantage som Opsynsmand over Negere. Nu gjaldt det at faa skaffet Rejsepenge. Han tog da den Bunke Digte frem, der havde samlet sig i hans Skuffe, fandt en Forlægger og udgav dem, — og var med ét Slag herømt. Fra hele England slog en Bølge af Beundring ham i Møde og Rejsetankerne blev opgivne. Han modtog en smigrende Indbydelse til Edinburgh, i hvis litterære Kres han en Tid lang var en fejret Gæst. Det kommer ham til Ære, at han, den simple, unge Bondemand, forstod at færdes blandt Hovedstadens Skønaander uden at give noget af sin personlige Værdighed bort. Det var hans Livs Højtidsdage. Des bitrere maatte han senere føle Modsætningen. —
Han var derefter paa Rejse omkring i Skotland og gæstede de minderige Steder, Valpladsen ved Bannockburn, hvor Robert Bruce sejrede over Englænderne for et halvt Aartusinde siden, Stirling, den gamle skotske Kongeborg, og Cawdor, hvortil Sagnet om Macbeth og Kong Duncan er knyttet, Emnet for Shakespeares navnkundige Sørgespil.
En kort Tid synes det som om hans Forhold skulde ordne sig saaledes, at han i et sundt Landliv og et lykkeligt Ægteskab kunde øve sin store Gerning som sit Folks ypperste Skjald, men Jordbruget slog fejl for ham og det Selskab, han søgte, var ikke af det bedste. En formaaende Ven skaffede ham da en Stilling i Toldvæsenet og han levede sine sidste Aar i Dumfries med at maale og vurdere toldpligtige Varer og passe paa Smuglere.
Da det ret aabenbart gik ned ad Bakke med ham vilde hans gamle Beundrere ikke mere kendes ved ham. Kun altfor tit tyede han til den farlige Trøster i Hjørneskabet. Lystrejsende, der besøgte Dumfries, vilde nok have nogle Linier fra det forfaldne Genis Haand i deres „fordømte Stambøger”, som en af Burns’ tro Venner siger. Saa indbød de ham til „et lille Glas”. Det fremskyndede Ødelæggelsen. En Vinternat blev han liggende i Sneen paa Gaden. Noget lignende hændte vor Johannes Ewald.
Og som vor Ewald døde han i sit 38te Aar, 21de Juli 1796. Gaden, hvor hans tarvelige Bolig laa, hedder nu Burnsgade, og et pragtfuldt Marmor-Gravmæle paa Kirkegaarden bringer Mindet om Skotlands store, ulykkelige Sanger fra Slægt til Slægt.
Af en Sangrigdom som hans er det ikke let at gøre et tilfredsstillende Udvalg. Jeg har gengivet saadanne Digte, der forekommer mig i Forening bedst at udtrykke hans Ejendommelighed: hans Naturglæde, hans Deltagelse for alt levende, hans Fædrelandsfølelse, Indtrykkene fra Barndomshjemmet, hans Elskov og den ganske særlige Art Humor, som Carlyle har kaldt „Burnshumor”.
En Del af disse Fordanskninger har tidligere været offentliggjort i et nu ophørt Tidsskrift, medens andre ikke før har været trykte.
OVERSÆTTEREN.