Vredt stormer frem den raa Novemberblæst
og Vintersolen synker alt bag Sky,
fra Ploven spændes den jordstænkte Hest,
de sorte Krager søger Nattely.
Den trætte Husmand til sit Hjem kan ty,
i Aften Ugens Kamp er gennemstridt.
Med Hakke, Skovl og Spade han til By
gaar over Heden bort med tunge Skridt.
I Morgen kan han sove ud og hvile frit.
Og dèr — derhenne bag den gamle Eg
sin lille Hytte han for Øje har,
hans Rollinger med Latter og med Leg
af Døren stormer frem og møder Fa’r.
Og Ilden, som paa Arnen blusser klar,
det rene Gulv, hans Hustrus Smil især,
— og paa hans Knæ den mindste Pludrenar —,
snart faar ham til at glemme alt Besvær,
hver Møje og hver Sorg for dem, som han har kær.
De ældre Børn har faaet Lørdagslov
af Egnens Bønder, som har fæstet dem,
en vogter Faar, en anden kører Plov,
en løber Ærinder, paa Foden nem.
Den voksne Datter, Jenny, kommer hjem.
Hun er saa blomstrende, saa god og køn,
stolt viser hun sin nye Kjole frem,
— maaske hun af sin surt fortjente Løn
kan hjælpe lidt de Gamle, efter bedste Skøn.
Glad samles her den hele Søskendflok
og skifter Ord i en fortrolig Bing,
de muntre Timer rinder hurtigt nok,
man hører og fortæller alskens Ting.
Forældrene fornøjet ser omkring
paa al den Ungdom, kæk og frisk og fro.
Med Naal og Saks gør Moder, Sting i Sting,
det gamle Tøj saa godt som nyt, — jo, jo!
mens Fader blander ind Formaning god og tro:
De Unge bør med en oprigtig Aand
adlyde Husbonds eller Madmor’s Bud,
og selv naar de er helt paa egen Haand
foruden Fjas og Pjank gaa deres Skud.
„Men frem for alt: frygt Herren, Eders Gud,
fra Gry til Kvæld paa Eders Pligt giv Agt!
men hvis I fristes til at vige ud
fra Retsinds Vej, anraab hans stærke Magt!
Den gaar ej vild, som har sin Sag paa Herren lagt!”
Hvem banker dèr? — ja, Jenny véd derom:
en Nabokarl var her et lille Rend
tværs over Heden; efter Løfte kom
han for at følge hende hjem igen.
Den kloge Moder ser paa Jenny hen
og ængstes ved den Rødmen hos sin Skat.
Hvad hedder han? halvt bange svarer Jen,
og glad er Moder, da hun hører, at
det ej er nogen vild og ryggesløs Krabat.
Nu Jenny faar ham ind med mildt „Godkvæld”
Mo’r synes, han er rigtig pæn og net,
og glad er Jenny, at det gaar saa vel.
Fa’r passiarer nu med Knøsen ret
om Plove, Heste, Faar og Kvægopdræt.
Henrykt er Fyren jo, men stærkt genert,
og Mo’r med Kvindekløgt forstaar det let,
— en Bejler er jo gerne lidt forkért —
helt glad, at ogsaa hendes Barn er æstimert.
Du lykkelige Elskov, hvor paa Jord
der findes slig en Elskov! søde Lyst!
I arme Dødelige: mærk mit Ord,
thi af Erfaring løfter jeg min Røst!
er der iskænket os en himmelsk Trøst,
en Læskedrik i denne Smertens Dal,
det er, naar Svend og Pige, Bryst mod Bryst,
betror hinanden deres Fryd og Kval,
mens Tjørneblomsten dufter sødt en Aften sval.
Den var ej Menneske med Hjertelag,
men ret en Usling, Skurk, et troløst Skarn,
som nænned ved sit nedrige Bedrag
at narre Jenny, ung og uerfar’n.
Forbandet han med samt hans træske Garn!
Har Ære, Dyd og Tro tabt deres Magt?
Kan Tanken om en Fa’r og Mo’r, hvis Barn
til deres bitre Sorg er ødelagt,
da ikke faa Samvittighed og Medynk vakt? —
Men nu paa Bordet staar den gode Grød,
som har blandt skotske Retter første Plads,
og Koen, Mette, lider ingen Nød,
den gumler bag ved Skillet veltilpas.
Til Knøsens Ære gør vor Mo’r Kalas
med Osten, som til Dagligbrug bli’r spar’t,
og nøder ham, han siger, den er „Stads”,
og Konen snakker om, at den har var’t
fra Hørren stod i Blomster, — otte Uger snart.
Saa efter Nadver de i Arnens Krog
med Alvor samler sig til Bøn og Sang,
Husfaderen ta’r frem den Spændebog,
som var hans Faders bedste Skat en Hang.
Han stryger Huen af, — en Livslod trang
har graanet Skægget, tyndet Haaret ud.
Med Omhu vælger han et Kvad, som klang
forlængst paa Zionsbjerget, skøn og prud,
og siger højtidsfuldt: „nu lad os dyrke Gud!”
De synger kun en simpel Melodi,
men Hjertet laaner Liv og Kraft dertil.
Maaske det er den brusende „Dundee”,
maaske „Martyrerne”, vemodig mild;
hvad eller „Elgin” nærer Aandens Ild,
det skønneste blandt Skotlands fromme Kvad.
Hvad er mod disse Vælsklands Strengespil?
Kan Hjertet svinge sig til Himlen glad,
naar Øret trættes af en kunstig Trillerad?
Nu forelæser Faderen hint Sted
om Abraham, Guds Ven paa Jorderig,
om Moses, som bød Folket kæmpe med
det grumme Amalek i evig Krig,
om Kongesangeren, som vaanded sig,
da Herren tugted ham med Sorg og Nød,
om Hjob, hans Klage og hans Smertensskrig,
om Esaias, rørt af Himlens Glød,
og mangen anden Skjald, hvis hellige Harpe lød.
Maaske det er den kristne Skrift med Ord
om Syndens Sold, betalt med skyldfrit Blod,
om Herren hist, som savned her paa Jord
et Sted at hælde Hovedet imod,
om hans Disciple, der paa deres Fod
gik i Alverden ud, om ham, der saa’
paa Patmos Englen, der i Solen stod,
og hørte Himlens Dom, som lyder paa,
at Babylon, den store Skøge, skal forgaa.
Saa knæler han, den præstelige Mand,
og beder højt til Evighedens Drot,
og „Haabet flyver glad mod Livets Land”
til det uskabte Lys i Himlens Slot.
O, dèr er Fryd og Fred og saligt godt!
dèr skal de sjunge Skaberen en Sang,
hvor intet Øje mer er taarevaadt,
blandt Englekor i Paradisets Vang,
mens Tiden i et evigt Kredsløb gaar sin Gang!
Mod denne Dyrkelse, saa stærk og fri,
er den forordnede kun tom og arm
med samt sit Ritual, sin Liturgi,
— men uden Glød i Menighedens Barm!
Og derfor Aanden flyr derfra i Harm
som fra et Skuespil, et Mummetog,
og gæster Hytten, hvor en fuld og varm
Lovprisning stiger op paa Hjertets Sprog,
og Fattigfolket skrives ind i Livets Bog! —
Ad hver sin Kant de ældre Børn gaar hjem,
de smaa i deres Senge putter sig,
de gamle endnu tyst maa bære frem
en Bøn til Almagts Gud i Himmerig,
at han, som hører Ravneungers Skrig
og Liljen gav dens skønne Klædebon,
vil ogsaa tage dem miskundelig
og deres Børn udi sin stærke Haand,
og frem for alt dem styre med sin Naades Aand! —
I slige Hjem har Skotlands Kraft sin Grund,
ved dem vandt Ry og Ros vort elskte Land,
thi „Adel” Mundsvejr er af Kongers Mund,
„Guds bedste Skaberværk den brave Mand”.
Og visselig er Hytten langt foran
Paladset, hvor det gælder Himlens Bud.
Hvor ofte ser man ej i Rigdomsstand
et Vrag af Menneske i kostbart Skrud,
en Mester i alt ondt, i Helveds Kunst lært ud!
O Skotland, du min dyre Fødestavn!
for dig min bedste Bøn til Gud skal gaa,
at dine Børn, trods Møje og trods Savn,
tilfredse, fro og sunde leve maa!
Og gid Blødagtigbeden aldrig saa’
i deres simple Levevis sit Frø.
Lad Kongs- og Grevekroner Revner slaa,
— dit Folk for dig vil leve eller dø
og som en Ildmur staa omkring sin elskte Ø!