Af David.
HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?
HERREN er mit Lys og min Frelse, hvem skal jeg frygte? HERREN er Værn for mit Liv, for hvem skal jeg ræddes?
Naar onde kommer imod mig for at æde mit Kød, saa snubler og falder de, Uvenner og Fjender!
Om en Hær end lejrer sig mod mig, er mit Hjerte uden Frygt; om Krig bryder løs imod mig, dog er jeg tryg.
Om eet har jeg bedet HERREN, det attraar jeg: alle mine Dage at bo i HERRENs Hus for at skue HERRENs Livsalighed og grunde i hans Tempel.
Thi han gemmer mig i sin Hytte paa Ulykkens Dag, skjuler mig i sit Telt og løfter mig op paa en Klippe.
Derfor løfter mit Hoved sig over mine Fjender omkring mig. I hans Telt vil jeg ofre Jubelofre, med Sang og med Spil vil jeg prise HERREN.
HERRE, hør mit Raab, vær naadig og svar mig!
Jeg mindes, du sagde: "Søg mit Aasyn!" Dit Aasyn søger jeg, HERRE;
skjul ikke dit Aasyn for mig! Bortstød ikke din Tjener i Vrede, du er min Hjælp, opgiv og slip mig ikke, min Frelses Gud!
Thi Fader og Moder forlod mig, men HERREN tager mig til sig.
Vis mig, HERRE, din Vej og led mig ad jævne Stier for Fjendernes Skyld;
giv mig ikke i glubske Uvenners Magt! Thi falske Vidner, der udaander Vold, staar frem imod mig.
Havde jeg ikke troet, at jeg skulde skue HERRENs Godhed i de levendes Land —
Bi paa HERREN, fat Mod, dit Hjerte være stærkt, ja bi paa HERREN!