Viis Søn elsker Tugt, spotter hører ikke paa Skænd.
Af sin Munds Frugt nyder en Mand kun godt, til Vold staar troløses Hu.
Vogter man Munden, bevarer man Sjælen, den aabenmundede falder i Vaade.
Den lade attraar uden at faa, men flittiges Sjæl bliver mæt.
Den retfærdige hader Løgnetale, den gudløse spreder Skam og Skændsel.
Retfærd skærmer, hvo lydefrit vandrer, Synden fælder de gudløse.
Mangen lader rig og ejer dog intet, mangen lader fattig og ejer dog meget.
Mands Rigdom er Løsepenge for hans Liv, Fattigmand faar ingen Trusel at høre.
Retfærdiges Lys bryder frem, gudløses Lampe gaar ud.
Ved Hovmod vækkes kun Splid, hos dem, der lader sig raade, er Visdom.
Rigdom, vundet i Hast, smuldrer hen, hvad der samles Haandfuld for Haandfuld, øges.
At bie længe gør Hjertet sygt, opfyldt Ønske er et Livets Træ.
Den, der lader haant om Ordet, slaas ned, den, der frygter Budet, faar Løn.
Vismands Lære er en Livsens Kilde, derved undgaas Dødens Snarer.
God Forstand vinder Yndest, troløses Vej er deres Undergang.
Hver, som er klog, gaar til Værks med Kundskab, Taaben udfolder Daarskab.
Gudløs Budbringer gaar det galt, troværdigt Bud bringer Lægedom.
Afvises Tugt, faar man Armod og Skam; agtes paa Revselse, bliver man æret.
Opfyldt Ønske er sødt for Sjælen, at vige fra ondt er Taaber en Gru.
Omgaas Vismænd, saa bliver du viis, ilde faren er Taabers Ven.
Vanheld følger Syndere, Lykken naar de retfærdige.
Den gode efterlader Børnebørn Arv, til retfærdige gemmes Synderens Gods.
Paa Fattigfolks Nyjord er rigelig Føde, mens mangen rives bort ved Uret.
Hvo Riset sparer, hader sin Søn, den, der elsker ham, tugter i Tide.
Den retfærdige spiser, til Sulten er stillet, gudløses Bug er tom.