At elske Tugt er at elske Kundskab, at hade Revselse er dumt.
Den gode vinder Yndest hos HERREN, den rænkefulde dømmer han skyldig.
Ingen staar fast ved Gudløshed, men retfærdiges Rod skal aldrig rokkes.
En duelig Kvinde er sin Ægtemands Krone, en daarlig er som Edder i hans Ben.
Retfærdiges Tanker er Ret, gudløses Opspind er Svig.
Gudløses Ord er paa Lur efter Blod, retsindiges Mund skal bringe dem Frelse.
Gudløse styrtes og er ikke mer, retfærdiges Hus staar fast.
For sin Klogskab prises en Mand, til Spot bliver den, hvis Vid er vrangt.
Hellere overses, naar man holder Træl, end optræde stort, naar man mangler Brød.
Den retfærdige føler med sit Kvæg, gudløses Hjerte er grumt.
Den mættes med Brød, som dyrker sin Jord, uden Vid er den, der jager efter Tomhed.
De ondes Fæstning jævnes med Jorden, de retfærdiges Rod holder Stand.
I Læbernes Brøde hildes den onde, den retfærdige undslipper Nøden.
Af sin Munds Frugt mættes en Mand med godt, et Menneske faar, som hans Hænder har øvet.
Daarens Færd behager ham selv, den vise hører paa Raad.
En Daare giver straks sin Krænkelse Luft, den kloge spottes og lader som intet.
Den sanddru fremfører, hvad der er ret, det falske Vidne kommer med Svig.
Mangens Snak er som Sværdhug, de vises Tunge læger.
Sanddru Læbe bestaar for evigt, Løgnetunge et Øjeblik.
De, som smeder ondt, har Svig i Hjertet; de, der stifter Fred, har Glæde.
Den retfærdige times der intet ondt, — gudløse oplever Vanheld paa Vanheld.
Løgnelæber er HERREN en Gru, de ærlige har hans Velbehag.
Den kloge dølger sin Kundskab, Taabers Hjerte udraaber Daarskab.
De flittiges Haand skal raade, den lade tvinges til Hoveriarbejde.
Hjertesorg bøjer til Jorden, et venligt Ord gør glad.
Den retfærdige vælger sin Græsgang, gudløses Vej vildleder dem selv.
Ladhed opskræmmer intet Vildt, men kosteligt Gods faar den flittige tildelt.
Paa Retfærds Sti er der Liv, til Døden fører den onde Vej.