Og Job vedblev at fremsætte sit Tankesprog:
Ak, havde jeg det som tilforn, som dengang Gud tog sig af mig,
da hans Lampe lyste over mit Hoved, og jeg ved hans Lys vandt frem i Mørke,
som i mine modne Aar, da Guds Fortrolighed var over mit Telt,
da den Almægtige end var hos mig og mine Drenge var om mig,
da mine Fødder vaded i Fløde, og Olie strømmede, hvor jeg stod,
da jeg gik ud til Byens Port og rejste mit Sæde paa Torvet.
Naar Ungdommen saa mig, gemte den sig, Oldinge rejste sig op og stod,
Høvdinger standsed i Talen og lagde Haand paa Mund,
Stormænds Røst forstummed, deres Tunge klæbed til Ganen;
Øret hørte og priste mig lykkelig, Øjet saa og tilkendte mig Ære.
Thi jeg redded den arme, der skreg om Hjælp, den faderløse, der savned en Hjælper;
den, det gik skævt, velsignede mig, jeg frydede Enkens Hjerte;
jeg klædte mig i Retfærd, og den i mig, i Ret som Kappe og Hovedbind.
Jeg var den blindes Øje, jeg var den lammes Fod;
jeg var de fattiges Fader, udreded den mig ukendtes Sag;
den lovløses Tænder brød jeg, rev Byttet ud af hans Gab.
Saa tænkte jeg da: "Jeg skal dø i min Rede, leve saa længe som Føniksfuglen;
min Rod kan Vand komme til, Duggen har Nattely i mine Grene;
min Ære er altid ny, min Bue er altid ung i min Haand!"
Mig hørte de paa og bied, var tavse, mens jeg gav Raad;
ingen tog Ordet, naar jeg havde talt, mine Ord faldt kvægende paa dem;
de bied paa mig som paa Regn, spærred Munden op efter Vaarregn.
Mistrøstige smilte jeg til, mit Aasyns Lys fik de ej til at svinde.
Vejen valgte jeg for dem og sad som Høvding, troned som Konge blandt Hærmænd, som den, der gav sørgende Trøst.