Nu derimod ler de ad mig, Folk, der er yngre end jeg, hvis Fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine Hyrdehunde.
Og hvad skulde jeg med deres Hænders Kraft? Deres Ungdomskraft har de mistet,
tørrede hen af Trang og Sult. De afgnaver Ørk og Ødemark
og plukker Mælde ved Krattet, Gyvelrødder er deres Brød.
Fra Samfundet drives de bort, som ad Tyve raabes der efter dem.
De bor i Kløfter, fulde af Rædsler, i Jordens og Klippernes Huler.
De brøler imellem Buske, i Tornekrat kommer de sammen,
en dum og navnløs Æt, de joges med Hug af Lande.
Men nu er jeg Haansang for dem, jeg er dem et Samtaleemne;
de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig.
Thi han løste min Buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de Tøjlerne af.
Til højre rejser sig Ynglen, Fødderne slaar de fra mig, bygger sig Ulykkesveje imod mig
min Sti har de opbrudt, de hjælper med til mit Fald, og ingen hindrer dem i det;
de kommer som gennem et gabende Murbrud, vælter sig frem under Ruiner,
Rædsler har vendt sig imod mig; min Værdighed joges bort som af Storm, min Lykke svandt som en Sky.
Min Sjæl opløser sig i mig; Elendigheds Dage har ramt mig:
Natten borer i mine Knogler, aldrig blunder de nagende Smerter.
Med vældig Kraft vanskabes mit Kød, det hænger om mig, som var det min Kjortel.
Han kasted mig ud i Dynd, jeg er blevet som Støv og Aske.
Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du staar der og ænser mig ikke;
grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige Haand.
Du løfter og vejrer mig hen i Stormen, og dens Brusen gennemryster mig;
thi jeg ved, du fører mig hjem til Døden, til det Hus, hvor alt levende samles.
Dog, mon den druknende ej rækker Haanden ud og raaber om Hjælp, naar han gaar under?
Mon ikke jeg græder over den, som havde det haardt, sørgede ikke min Sjæl for den fattiges Skyld?
Jeg biede paa Lykke, men Ulykke kom, jeg haabed paa Lys, men Mørke kom;
ustandseligt koger det i mig, Elendigheds Dage traf mig;
trøstesløs gaar jeg i Sorg, i Forsamlingen rejser jeg mig og raaber;
Sjakalernes Broder blev jeg, Strudsenes Fælle.
Min Hud er sort, falder af, mine Knogler brænder af Hede;
min Citer er blevet til Sorg, min Fløjte til hulkende Graad!