Naar til mit Vers jeg kun Din Hielp paakalder,
Din milde Ynde spredes i min Sang;
Dog syg og svag i Dvale Aanden falder,
Naar jeg for Andre vækker Harpens Klang;
Og stundom selv til Dig min Musa svigter —
Jeg veed det, Du er vant en bedre Pen —
Dog alt hvad Skiønt og Godt for Dig man digter,
Fra Dig man stial og bringer kun igien.
Al Roes man skienker Dig, man kun har røvet;
Alt fra Dit Ord, Dit Aasyn straaled frem;
Hver Dyd, hver ædel Handling, der blev øvet,
Fandt i Dit eget Indre kun sit Hiem.
Tak derfor ei for hvad til Dig blev sagt —
Hvad der er laant, blev kun tilbagebragt.